Red Bull har styr på kørerne til næste sæson
Det er første gang i 13 år, at Red Bull henter en kører uden for deres eget akademi.
Sergio Perez har sikret sig et Formel 1-sæde til næste sæson.
Det bliver hos Red Bull, oplyser teamet på sin hjemmeside.
Her bliver mexicaneren teamkollega med Max Verstappen.
Offentliggørelsen sker på baggrund af Perez' bedste år i Formel 1.
Han vandt i år Sakhir grandprixet og sluttede som nummer fire i verdensmesterskabet. Alligevel valgte Racing Point i september, at Perez' tid på holdet var slut efter syv år.
I stedet ville de fortsætte med Lance Stroll og hente Sebastian Vettel ind som canadierens teamkollega.
Sergio Perez overtager hos Red Bull sædet fra Alexander Albon, som var den ene af kørerne i denne sæson. I alt nåede Albon at have et sæde hos Red Bull i knap 18 måneder, efter han overtog det undervejs i 2019 fra Pierre Gasly.
Næste år bliver Albon reservekører på teamet.
Sergio Perez bliver den første kører til at skrive under med Red Bull uden for juniorteamet Toro Rosso - nu AlphaTauri - siden Mark Webber i 2007.
Med offentliggørelsen af Perez er det kun Mercedes, som officielt mangler at bekræfte, hvem deres kørere er i 2021.
Valtteri Bottas er bekræftet som den ene kører, og det forventes, at den forsvarende verdensmester, Lewis Hamilton, fortsætter på teamet.