Formel 1

Formel 1-premieren er i fare

Inden for et par uger vil arrangøren af Formel 1-grandprixet i Australien afgøre, om løbet skal udskydes.

I marts sættes Formel 1-sæsonen i gang, men allerede nu hænger premiereløbet i australske Melbourne i en tynd tråd.

Efter en lang periode med solid kontrol over pandemien i Australien blev der fundet tilfælde af muteret coronavirus i Sydney i december.

Dermed er der ikke udsigt til, at landets strenge restriktioner ophæves lige foreløbig, og det kan umuliggøre afholdelse af den klassiske sæsonåbning på Albert Park 21. marts. Mandag erfarede Autosport, at løbet i Australien kan blive udsat til senere på sæsonen.

For nuværende skal alle, der ankommer til Australien, direkte i 14 dages karantæne, hvilket giver store logistiske og økonomiske udfordringer for det store Formel 1-ensamble.

Samtidig har flere af holdene base i England, der netop nu kæmper med et stort udbrud af muteret coronavirus, som besværliggør rejsemulighederne yderligere.

Allerede inden for de kommende uger forventes det, at der kommer en afklaring om premieregrandprixet.

- Selskabet bag Det Australske Grandprix fortsætter med at arbejde tæt sammen med delstatsregeringen i Victoria og Formel 1-ledelsen om mulighederne for at afholde grandprixet i Melbourne i 2021, skriver selskabet ifølge AFP.

- Der vil komme yderligere udmelding, når alle detaljer skal falde på plads i løbet af de kommende uger.

Australian Open spilles

Grandprixet i Australien sidste år blev aflyst, kort før det skulle køres, da der blev fundet et smittetilfælde på et af holdene.

Mens Formel 1 kæmper en hård kamp for ikke at skulle udskyde eller aflyse årets grandprix i Australien, ser det ud til, at årets første grand slam i tennis, Australian Open, afvikles som planlagt fra sidst i januar.

15. januar lander verdens bedste tennisspillere i Australien, hvor der er lavet foranstaltninger, så de kan træne i en coronasikker boble, mens de er i 14 dages karantæne op til turneringen.