Formel 1

Magnussen troede på Formel 1-titel efter drømmedebut

Kevin Magnussen kunne ikke hænge på favoritterne i sin debutsæson, selvom starten nærmest ikke kunne have været bedre.

Som 21-årig stormede Kevin Magnussen ind på Formel 1-scenen med en andenplads i sin debut i Australiens grandprix i 2014.

I dag står det stadig tilbage som Magnussens bedste resultat, men præstationen fik efterfølgende den danske rookie til at køre med gulddrømme bag visiret.

- Da jeg startede min Formel 1-karriere i Melbourne i 2014, havde jeg ret høje forventninger. Jeg troede, jeg skulle kæmpe med om mesterskabet i min første sæson efter det løb, siger Magnussen ifølge Autosport.

McLaren-danskeren sluttede sæsonen som nummer 11, 329 point bag Lewis Hamilton og på en femteplads med Haas står tilbage som det næstbedste grandprix-resultat, før Formel 1-karrieren sluttede efter seneste sæson.

Men det ændrer ikke på, at Magnussen stadig formåede at skabe et syvårigt eventyr i verdens største motorsportsserie.

- I sidste ende fik jeg en karriere i Formel 1. Det er der ikke mange, der får lov til. Det er en ret svær drengedrøm at realisere, men jeg gjorde det. Jeg er taknemmelig og glad for, at jeg fik muligheden, siger han.

Tumultarisk optakt til debuten

Kevin Magnussen stemplede ind i Formel 1 efter en sæson, hvor han vandt Formel Renault 3,5-serien.

Men selvom vejen nu var banet, opstod der tvivl om, hvem der skulle få glæde af den talentfulde sjællænder.

- Jeg troede, jeg skulle ind i Formel 1 med Force India dengang. Det var nærmest på plads, og McLaren fortalte, at de ville placere mig hos Force India.

De to teams havde et tæt samarbejde, hvor McLaren var leverandør af flere bildele og til tider også medarbejdere.

- Det ændrede sig i sidste minut, og jeg endte i en McLaren. Det var en meget hektisk tid omkring min debut, men jeg er glad for, at det endte, som det gjorde, fortæller Magnussen.

Efter debutåret havnede danskeren som reserve, før turen gik til Renault og siden Haas.