Formel 1

Velkendt teamchef stopper hos Renault

Cyril Abiteboul bliver ikke en del af Renaults nye Formel 1-setup under navnet Alpine F1 Team efter 11 år hos den franske bilgigant.

En markant skikkelse i Formel 1 vender ikke tilbage på sin vante plads i paddocken, når 2021-sæsonen begynder.

Mandag oplyser Renault, at holdets teamchef, Cyril Abiteboul, ikke fortsætter efter adskillige års tro tjeneste hos den franske gigant.

- Jeg vil gerne takke Groupe Renault (holdets ejer, red.) for at have troet på mig i så mange år, især i forbindelse med rekonstruktionen af holdet siden 2016, siger Abiteboul til formula1.com.

Den 43-årige franskmand blev ansat i Renault efter sin universitetsuddannelse i 2001 og startede hos Formel 1-holdet i 2007. Allerede i 2010 fik han en chefrolle.

Efter 2011-sæsonen lukkede Renault sit Formel 1-hold, og Cyril Abiteboul blev teamchef hos Caterham i to sæsoner, før han vendte tilbage til Renault, der i 2016 gjorde comeback som konstruktør-team i Formel 1.

Her endte Abiteboul også som teamchef - blandt andet for Kevin Magnussen, der kørte for Renault samme år.

- Jeg vil gerne takke Cyril for sit utrættelige arbejde, hvilket rykkede os fra pladsen som næstsidst i 2016 til en plads på podiet i sidste sæson, siger Renaults administrerende direktør, Luca de Meo.

- Efter hans bemærkelsesværdige arbejde i Formel 1 siden 2007 kan vi se mod fremtiden med et stærkt team og den nye Alpine F1-identitet i jagten på podiet i år.

Ny identitet hos Renault

2020-sæson blev den sidste i denne omgang, hvor 'Renault' var at finde i stillingen i Formel 1.

Fra i år skal teamet fra sæsonstarten gå under navnet Alpine F1 Team, hvor det var forventet, at Cyril Abiteboul ville fortsætte i en lederrolle.

Men det kommer altså ikke til at ske. Renault oplyser, at erstatningen hos Alpine bliver virksomhedens nuværende strategi- og forretningschef, Laurent Rossi.

Renault har ikke vundet hverken det individuelle eller konstruktørmesterskabet i Formel 1 siden 2006.