Formel 1

Dansker afslører gammel Mercedes-kontrakt

Frederik Vesti har længe været i tæt kontakt med Mercedes om en plads i Formel 1-holdets talentprogram.

Det var frugten af en længere tilknytning til Formel 1-mastodonten Mercedes, der tidligere på ugen blev høstet, da danske Frederik Vesti blev en del af holdets ungdomsprogram.

Til B.T. fortæller den 19-årige vejlenser, at han i længere tid har samarbejdet med Mercedes.

- Der har været talt lidt om Red Bull og andet i medierne. Men vi har faktisk haft en kontrakt med Mercedes i godt og vel et år, siger Frederik Vesti til avisen.

- Aftalen med Mercedes var en mindre simulator- og udviklingskontrakt, som så har været med til, at jeg nu er blevet godkendt af eksempelvis Toto Wolff (Mercedes-teamchef, red.).

- Aftalen har selvfølgelig gjort, at Mercedes tør tro på mig og nu give mig denne her kontrakt på akademiet.

Fortsætter i Formel 3

Frederik Vesti gør blandt andre George Russell selskab i Mercedes' ungdomsprogram. Briten har været en del af akademiet siden 2017 og blev i 2019 en fast del af Formel 1-feltet.

Russell kører for Williams, men fik sidste sæson et enkelt løb i en Mercedes, da Lewis Hamilton var ude med coronavirus.

Tidligere har nuværende Formel 1-kører Esteban Ocon også været tilknyttet Mercedes-akademiet.

Frederik Vesti blev i 2020 nummer fire i sin debutsæson i Formel 3. Sideløbende med sin tjans hos Mercedes fortsætter han i Formel 3, hvor han i 2021 skal repræsentere ART Grand Prix.