Formel 1

Grosjean rørt over tilbud fra Mercedes

Selvom den franske racerkører for nu har lagt Formel 1-handskerne på hylden, ligger der et lukrativt tilbud hos Mercedes og ulmer.

Det startede egentlig bare som en fin gestus. Men nu tyder noget på, at det bliver til mere end det.

For mens 34-årige Romain Grosjean gør klar til et comeback i den amerikanske IndyCar-serie efter sin forfærdelige ulykke i Bahrains Grand Prix, har han planer om at takke ja til Mercedes' tilbud om en testkørsel af deres mesterskabsracer.

Det fortalte franskmanden i forbindelse med annonceringen af sit kommende amerikanske eventyr onsdag eftermiddag.

- Jeg er helt sikkert meget interesseret i at hoppe ind i en Mercedes-racer. At få lov til prøve kræfter med sådan en bil er et tilbud, man ikke kan sige nej til.

- Der har ikke været en formel samtale endnu. Men Toto (Wolff, red.) kan forvente et opkald på et tidspunkt. Det vil være smukt, og jeg vil elske at gøre det, udtalte Grosjean ifølge Crash.

Før den forhenværende Haas-kører kendte til sin fremtid, var han opsat på at få lov til at køre en Formel 1-bil igen, da ulykken i Bahrain gjorde ham ude af stand til at køre mere for holdet, før hans aftale udløb. Nu får han måske muligheden.

- Tilbuddet rørte mig virkelig på den gode måde, siger Grosjean.

Mod slutningen af 2020 viste teamchefen for Mercedes således stort overskud, da han gerne ville imødekomme Grosjeans brændende ønske.

- Hvis vi får lov til det, og ingen af hans tidligere hold giver ham muligheden, så gør vi det, udtalte Wolff ifølge Formula1.

Sådan så det ud sekunder efter Grosjeans racer kolliderede med autoværnet under grandprixet i Bahrain.

I Mercedes-raceren tog Sir Lewis Hamilton sit syvende verdensmesterskab, da han vandt det sidste Formel 1-grandprix i 2020-sæsonen.

Romain Grosjean har tidligere rost teamet bag Mercedes for at producere gode biler.

Fokuserer på fremtiden i USA

Den franske racerkører er selvsagt smigret over Wolffs gestus, og det rørte ham meget, da det landede på hans bord.

Men nu handler det om IndyCar, hvor han skal repræsentere Dale Coyne Racing, som hele tiden har været Grosjeans førsteprioritet. Derfor har han indstillet sigtekornet mod USA, som han rejser til om 14 dage.

På det sociale medie Instagram har han lagt et billede op, hvor ham og hustruen - Marion Grosjean - fejrer skiftet til IndyCar med bobler.