Formel 1

Eks-bossen vil ikke lade Magnussen være i fred

Kevin Magnussens tidligere chef på Formel 1-holdet Haas ynder fortsat at sende venskabelige stikspiller til danskeren.

Stemningen er stadig god mellem Kevin Magnussen og Haas-chef Günther Steiner, selvom deres fire år lange Formel 1-samarbejde stoppede efter sidste sæson.

Så god, at Steiner angiveligt ikke kan lade være med jævnligt at sende beskeder til danskeren - både for hyggens skyld, men så sandelig for bare for at drille.

Det fortæller Magnussens nuværende teamkollega hos Chip Ganassi Racing, Render van der Zande, efter de to for nyligt brugte en aften sammen på en restaurant.

- Günther skrev til ham på WhatsApp hele tiden. Det var bare lidt drilleri for sjov.

- For eksempel som 'Kevin, jeg så, du blev slået af ham og ham i dag' med en langefinger-emoji. Så måtte vi alle tage et gruppefoto og sende ham en langefinger tilbage, fortæller van der Zande, ifølge PlanetF1.

Kevin Magnussen og Render van der Zande kæmpede med om sejren i det store løb 24 Hours of Daytona i slutningen af januar, men blev nummer fem.

Steiner: Vi havde det godt

Günther Steiner hentede Magnussen til Haas op til 2017-sæsonen, men valgte før 2021-sæsonen at erstatte både danskeren og temakollegaen Romain Grosjean med unge debutanter.

Og ifølge Steiner selv blev det punktum for et behageligt samarbejde, der altså efterfølgende er fortsat som venskab.

- Der var ingen drama. Selvfølgelig var de ikke glade, men de var heller ikke sure.

- De havde haft det godt, vi havde det godt sammen. Alt godt kommer til en ende, og det var også tilfældet her, siger han.

Foruden sædet hos Chip Ganassi Racing offentliggjorde Kevin Magnussen i denne uge, at han også skal køre for Peugeot, hvor målet er at deltage i Le Mans i 2022.