Formel 1

Alonso udskrevet fra hospitalet

Fernando Alonso brækkede kæben i en cykelulykke i sidste uge.

Efter 48 timer i en hospitalsseng i Schweiz er Fernando Alonso udskrevet.

Det oplyser Formel 1-holdet Alphine, som han er skiftet til forud for denne sæson.

- Han vil nu have en kort periode med fuldstændig hvile, inden han progressivt vil fortsætte sin træning mod forberedelserne til starten af sæsonen. Som altid tak for jeres hilsner i forhold til Fernandos genoptræning, skriver holdet.

Den tidligere Formel 1-verdensmester var torsdag involveret i en trafikulykke. På en cykeltur blev han ramt af en bil og blev fragtet til det nærmeste hospital.

Alpine oplyste, at spanieren var ved bevidsthed, og at han i første omgang afventede svaret på yderligere undersøgelser. Dagen efter kom det frem, at han havde brækket kæben og havde ødelagt flere tænder. Derfor skulle han have opereret sin øvre kæbe.

Fernando Alonso er vendt tilbage til Renault i Formel 1, som i den kommende sæson går under navnet Alpine. Det var hos Renault, at han i 2005 og 2006 blev verdensmester.

Efter 2018 droppede han Formel 1 for at fokusere på WEC-serien. Her vandt han Le Mans to gange og vandt også mesterskabet for 2018-19.

I efteråret meddelte han så, at gør comeback til motorsportens fineste klasse.