Formel 1

Alonso skal rådgive dansk Formel 1-håb

39-årige Fernando Alonso har fået til opgave at inspirere holdets unge aspiranter på talentakademiet.

Danmarks store racertalent Christian Lundgaard kan se frem til yderst kompetent sparring det næste års tid.

Fernando Alonso, som er skiftet til Formel 1-holdet Alpine forud for denne sæson, skal nemlig agere mentor og sparringspartner for holdets akademikørere, hvor Lundgaard blandt andre figurerer. Det oplyser Alpines sportsdirektør, Laurent Rossi.

- Fernando har næsten 20 års erfaring fra Formel 1. Hans erfaring er værdifuld for de yngre kørere. Han har gjort en indsats for at lære de nuværende talenter på akademiet at kende, og jeg er sikker på, at han vil være en inspiration for holdet, fortæller franskmanden ifølge Planetf1.

For nyligt annoncerede Alpine F1's talentakademi, at 19-årige Lundgaard også skal køre ART Grand Prix i 2021 i Formel 2, ligesom han gjorde det i 2020.

Dermed lever drømmen om en fremtid i motorsportens kongeklasse for danskeren. En drøm, der skal vokse sammen med Alonso, som også vil levere "mentale og fysiske træningstips" til Formel 1-aspiranterne, fortæller Laurent Rossi.

Christian Lundgaard får franske Théo Pourchaire som teamkollega på ART-holdet. På Apine F1's talentakademi finder man også Guanyu Zhou og den regerende Formel 3-mester, Oscar Piastri.

Døjer med eftervirkninger fra en brækket kæbe

Fernando Alonso er vendt tilbage til Renault i Formel 1, som i den kommende sæson altså går under navnet Alpine. Det var hos Renault, at han i 2005 og 2006 blev verdensmester. Efter 2018 droppede han Formel 1 for at fokusere på WEC-serien, hvor han blandt andet sejrede i Le Mans to gange.

Nu venter der et 2021 med et comeback til den fineste motorsportsklasse, som er startet noget hektisk for den erfarne racerkører.

Tidligere i februar var Alonso involveret i en trafikulykke, der sendte ham til tælling med en brækket kæbe og flere ødelagte tænder.

Efter 48 timer blev han udskrevet fra hospitalet og er nu i fuld gang med sin genoptræningsperiode, hvor masser af hvile indgår. Alonso skal køre med teamkollegaen Esteban Ocon i 2021.