Formel 1

Grosjean tæt på Mercedes-tjans

Romain Grosjeans sidste minde med en Formel 1-racer bliver sandsynligvis ikke uheldet i Bahrain.

Romain Grosjean er ikke længere en del af Formel 1, men alligevel har han udsigt til at skulle sætte sig bag rattet i Formel 1’s bedste bil.

Han er nemlig kommet et skridt nærmere en testkørertjans for Mercedes.

- Jeg tror, det bliver kæmpestort, siger Grosjean på sin Twitch.

Snakken om muligheden startede i begyndelsen af februar, da teamchef Toto Wolff mente, at det ville være smukt at se franskmanden i en Formel 1-racer. Hans uhyggelige uheld i Bahrain skulle nemlig ikke være hans sidste minde med Formel 1.

Den 4. februar var der ikke noget konkret på bordet, andet end at Grosjean blev rørt over Wolffs snak om muligheden. Den tidligere Haas-kører sagde, at han havde tænkt sig at ringe til Mercedes-holdet for at aftale nærmere.

Har ringet til Mercedes

Nu fortæller han, at der har været kontakt.

- Jeg havde et opkald med dem, og vi er ved at afslutte planen, siger han.

Sådan så det ud, sekunder efter Grosjeans racer kolliderede med autoværnet under grandprixet i Bahrain.

Grosjeans fremtid er dog ikke bag rattet i en Formel 1-bil. Ligesom Kevin Magnussen fik han ikke forlænget sin kontrakt med Haas-mandskabet. Den 34-årige veteran har derfor flyttet fokus mod IndyCar-serien.

Der er endnu ingen dato for, hvornår Grosjean skal teste en Mercedes-racer.