Formel 1

Haas har ændret bilen efter Grosjeans rædselsulykke

Især nakkestøtten vil gennemgå ændringer i Haas-raceren, som holdledelsen præsenterede torsdag.

Selvom han ikke længere er en del af holdet, efterlader Romain Grosjean et vigtigt eftermæle i Haas.

Da franskmanden blev opslugt af flammer i Bahrains Grand Prix i november, stod hele Formel 1-verdenen stille. Heldigvis slap han med livet i behold, men ulykken gav anledning grundige overvejelser hos Haas-ledelsen. Bilen skulle tilpasses, så potentielle fremtidige ulykker kunne undgås.

Det første skridt i det forløb er nu taget.

- Vi har ændret bilen, fordi vi mener, det er bedre at gøre tingene anderledes. Vi lærer stadig af situationer som disse. Hvis der er en bedre løsning, skal vi altid stræbe efter at finde den, udtaler den italienske holdleder, Günther Steiner, ifølge RMC Sport.

- Vi arbejder på at gøre nakkestøtten mindre. Den vil stadig være der, men i dele, så den ikke kan sidde fast på samme måde.

I Formel 1-biler er den hesteskosformede nakkestøtte, som navnet implicerer, med til at støtte kørerens nakke. Denne skal tages af, hver gang køreren stiger ind i bilen, hvorefter den fastmonteres, når køreren er på plads i sædet. Da Grosjean kæmpede for sit liv, prøvede han at komme ud af bilen flere gange i flammehavet, og her var nakkestøtten medvirkende til, at det var sværere end som så.

Desuden har bilens brændstofluge været under lup i garagen, hvilket var en årsagerne til, at bilen brød så hurtigt ud i brand, da Grosjean forulykkede.

Samtidig understreger Steiner, at alt på bilen var, som det skulle være under grandprixet i Bahrain.

- Der var intet galt med vores racer. Det, der skete, var aldrig sket før. Men vi skal altid tilpasse os, lyder det.

Ordene om de ændrede sikkerhedsforanstaltninger var blot en del af en større Haas-præsentation af racerens udseende og teknikaliteter til den kommende Formel 1-sæson.

I anledning af holdets nye russiske kører Nikita Mazepin, der afløste Kevin Magnussen i Haas, er raceren blandt andet iklædt blå, røde og hvide farver.

Romain Grosjean skal det næste stykke tid køre i den amerikanske IndyCar-serie, hvor han repræsenterer Dale Coyne Racing, mens Mazepin debuterer for Haas i motorsportens kongeklasse sammen med Mick Schumacher i slutningen af marts, hvor det første grandprix løber af stablen.