Formel 1

Mick Schumacher overtager sin fars kendetegn

På søndag kører Mick Schumacher sit første Formel 1-løb, når sæsonen begynder i Bahrain - og det bliver med de samme initialer som sin far i sin tid.

Efternavnet Schumacher er svært at komme udenom, når snakken falder på Formel 1.

Michael Schumacher er syvdobbelt verdensmester og har vundet 91 løb, mens også hans lillebror, Ralf Schumacher, har imponeret i motorsportens øverste klasse.

I weekenden får den tredje Schumacher debut i Formel 1. Mick Schumacher, der er søn af Michael Schumacher, kører nemlig sit første grandprix, når sæsonen skydes i gang i Bahrain.

På skærmen vil vante Formel 1-seere formentlig få flashback til tiden med Michael Schumacher i Formel 1. Det skyldes, at sønnike har valgt at overtage sin fars initialer, og derfor vil han fremgå som 'MSC' på skærmen.

De andre kørere fremgår i tidstabellen med de første tre bogstaver i deres efternavn. Det var dog ikke tilfældet for Michael Schumacher, da han kørte samtidig med sin lillebror. Derfor kunne begge ikke fremgå som 'SCH' i tabellen.

- Det er rimelig følelsesladet for mig at se 'MSC' på skærmen igen, fortæller Mick Schumacher ifølge BBC.

- Det er et særligt bånd, jeg har til det, og jeg håber, det er fedt for alle at se det der.

Michael Schumacher kommer dog ikke til at opleve sønnikes debut fra første parket. I 2013 pådrog han sig en svær hjerneskade på en skitur og lå i koma lang tid efter.

Siden har det været sparsomt med informationer om Formel 1-stjernen. I 2019 kom det frem, at han siden 2014 har været i sit hjem i Geneve, hvor han får behandling døgnet rundt af 15 mennesker.

Haas har hentet to nye kørere forud for 2021-sæsonen. Foruden Mick Schumacher er der tale om Nikita Mazepin.

Mærker ikke pres på grund af navnet

Mick Schumacher har længe vist prøver på sine evner bag et rat. I 2019 blev han en del af Ferraris talentprogram og debuterede i Formel 2.

Året efter vandt han Formel 2-mesterskabet. Desuden skrev han under på en flerårig aftale med Haas, der tidligere har haft Kevin Magnussen tilknyttet i flere år.

Selvom tyskeren ikke har kørt et løb i Formel 1-sammenhæng endnu, har han stiftet bekendtskab med klassen tidligere. Allerede i april 2019 deltog han i en testkørsel i netop Bahrain, hvor han får debut i den kommende weekend. Dengang testede han for Ferrari og Alfa Romeo.

Udpluk af Michael Schumachers rekorder

  • Flest VM-titler (7 - delt med Lewis Hamilton)
  • Flest VM-titler i træk (5)
  • Flest sæsoner i træk med minimum én sejr (15, 1992-2006)
  • Flest grandprix kørt hos et enkelt hold (179 med Ferrari)
  • Flest grandprix-sejre i en sæson (13 i 2004. Rekorden er delt med Sebastian Vettel i 2013)
  • Flest sejre ved samme grandprix (8 - delt med Lewis Hamilton)
  • Flest hurtigste omgange (77)
  • Flest podiepladser i træk (19, 2001-02)

Med andre ord er Mick Schumacher godt på vej til at skabe sit eget navn i motorsporten, men han vil nok for altid bære sin fars arv. Det er dog ikke noget, der tynger den 22-årige kører.

- Det er motiverende og en ære. Jeg er glad for at være her; jeg er glad for at have bragt Schumacher-navnet tilbage i Formel 1.

- Jeg har gjort det med mesterskaber i ryggen, så jeg har bevist, at jeg er i stand til at køre en racerbil. Så jeg føler ikke et glimt af pres på grund af det (navnet og arven fra hans far, Michael Schumacher, red.), siger Mick Schumacher til BBC.

Det er blot fire måneder siden, at kørerne senest var i aktion i Bahrain, hvor årets Formel 1-sæson starter.

Her blev det tredjesidste løb i sidste sæson nemlig kørt. Dengang vandt Lewis Hamilton foran Max Verstappen og Alexander Albon.