Formel 1

Stjerne raser mod 'idioter' i Formel 1-organisationen

McLaren-stjernen Daniel Ricciardo er nok en gang ude med kritik af Formel 1, fordi de bliver ved med at vise voldsomme uheld fra tidligere løb.

Det er én ting, den mangeårige Formel 1-stjerne Daniel Ricciardo slet ikke forstår.

Han mener, at Formel 1 har et prekært forhold til at glorificere voldsomme uheld.

Det fortæller han i et interview med magasinet Square Mile.

- Sidste år lagde Formel 1 en top-10 op på sine egne sociale medier med noget i retningen af ’de bedste øjeblikke’. Otte ud af ti var uheld.

- Jeg var sådan lidt. I er nogle fucking idioter. Måske vil 12-årige børn gerne se den slags indhold, og det er fint nok, for de ved ikke bedre. Men vi er ikke børn. Det skal de simpelthen gøre bedre, lyder kritikken fra den australske McLaren-kører.

Raste over Hollywood-dækning

Det er slet ikke første gang, at Ricciardo ytrer sig i skarpe vendinger om det her emne.

Han var ikke bleg for at give sin mening til kende, da Romain Grosjean tilbage i november 2020 var involveret i en voldsom ulykke.

Her blev der gentagende gange vist billeder af flammerne, der omringede Kevin Magnussens daværende teamkammerat. Dengang væmmedes Ricciardo over 'Hollywood-dækningen'.

- Jeg væmmes og er skuffet over Formel 1, fordi de valgte at vise uheldet på den måde, som de gjorde. De viste gentagelser efter gentagelser efter gentagelser af ilden, og da hans bil delte sig i to. Og som om det ikke er nok, så viser de også billederne fra hans onboard-kamera i bilen.

- Hans familie er tvunget til at blive ved med at se det. Alle vores familier skal blive ved med at se det. Det er virkelig uretfærdigt. Det er ikke underholdning. At vise det, som om det er noget fra Hollywood, det er ikke sejt. De kan gøre det dagen efter, men ikke i dag,, sagde australieren til Reuters dengang.

Daniel Ricciardo skiftede inden denne sæson til McLaren fra Renault. I sæsonens første og hidtil eneste løb, hvor Ricciardo debuterede for McLaren, hentede australieren seks point qua sin syvendeplads.

Sæsonens næste grandprix bliver kørt 18. april i Italien.