Formel 1

Hamilton udbygger VM-føring med sejr

Lewis Hamilton sluttede foran Max Verstappen i Portimão, hvor Valtteri Bottas ikke udnyttede pole position.

Den regerende verdensmester Lewis Hamilton (Mercedes) har sat kursen mod endnu en VM-titel i Formel 1.

Søndag vandt den 36-årige brite for anden gang ud af tre mulige i denne sæson, da han kørte først over målstregen i grandprixet i Portugal.

Hamilton henviste Red Bull-køreren Max Verstappen til andenpladsen.

De to kørere ligger også nummer et og to i VM-stillingen med henholdsvis 69 og 61 point.

Det var ellers Hamiltons holdkammerat, Valtteri Bottas, der startede grandprixet fra pole position.

Finnen blev passeret på 20. omgang af Hamilton, der så en lille åbning og straks slog til. Som så ofte før demonstrerede briten, at han er skarpere end Bottas.

På 38. omgang blev finnen overhalet af Verstappen, der holdt Bottas bag sig.

En overgang var Sergio Perez (Red Bull) oppe på førstepladsen, men efter et pitstop af mexicaneren, var rangordenen den samme som før med Hamilton foran Verstappen og Bottas lige bagved.

Bottas er langt tilbage i VM-stillingen med 32 point på fjerdepladsen.

Lewis Hamilton har nu vundet de seneste to grandprixer. Han nærmer sig de 100 sejre i karrieren, da han nu er oppe på 97. Briten har vundet VM-titlen syv gange.