Formel 1

Bottas ignorerede teamordre – gad ikke hjælpe Hamilton

Hamilton mistede tid bag sin teamkollega, men Bottas ville ikke hjælpe sin teamkollega i jagten på sejren i Spanien.

Formel 1-køreren Valtteri Bottas gik imod sin arbejdsgiver i Spaniens grandprix. Mercedes-teamet ønskede hjælp fra den finske kører, men Bottas gjorde ikke, hvad han fik besked på.

Over teamradioen fik Valtteri Bottas besked på, at han skulle lade sin teamkollega Lewis Hamilton køre forbi, så englænderen kunne fortsætte sin jagt på Max Verstappen, der på det tidspunkt førte løbet.

Hamilton havde få omgange inden været i pit for at få friske dæk på, og den forsvarende verdensmester var derfor den hurtigste mand på banen i Barcelona.

Mercedes-teamet ville dog være sikker på, at Hamilton ikke mistede unødvendig tid i sin jagt på sejren i det spanske grandprix og bad derfor Bottas om hjælp.

- Lewis kæmper for en sejr. Vi er på en anden strategi end ham, lød det over teamradioen til Bottas på omgang 50.

Måtte ikke forsinke Lewis

Bottas lå på det tidspunkt på andenpladsen, mens Hamilton var nummer tre.

En omgang senere forsøgte Mercedes-teamet endnu engang at gøre det helt tydeligt overfor Bottas, hvad der blev forventet af ham.

- Du må ikke forsinke Lewis, fik Bottas at vide.

Lewis Hamilton er den mest vindende kører i Formel 1-historien, og Bottas har flere gange i sin tid som Mercedes-kører opført sig som teamets mand og udført en teamordre for at hjælpe Hamilton.

Jeg er her ikke for at lade folk køre forbi. Jeg er her for at køre ræs

Valtteri Bottas efter det spanske grandprix

Men i det spanske grandprix ville Bottas ikke hjælpe til, som han så ofte har gjort tidligere.

Derfor måtte Lewis Hamilton foretage en regulær overhaling af sin teamkollega igennem sving 10, hvilket kostede tid i jagten på Verstappen og førstepladsen.

Kørte sit eget løb

Bottas indrømmede da også efter løbet, at han ikke havde til hensigt at hjælpe sin teamkollega og gøre, hvad Mercedes-teamet havde bedt ham om.

- Jeg kunne have ladet ham (Hamilton, red.) køre forbi tidligere. Men jeg kørte mit eget løb. Jeg er her ikke for at lade folk køre forbi. Jeg er her for at køre ræs, sagde Bottas efter løbet ifølge The Telegraph.

Den kontante udmelding kommer efter en række rygter, der sår tvivl om Bottas’ fremtid hos Mercedes-teamet. Der har endda været spekuleret i, at Mercedes skulle skille sig af med Bottas inden sæsonens afslutning.

Det unge talent George Russel er flere gange rygtet til Mercedes-teamet.

Mercedes-chefen Toto Wolff afviste dog inden søndagens løb rygterne om et kørerskifte midt i sæsonen. Han er dog næppe imponeret af Bottas’ modvilje mod teamordren om at lade Hamilton køre forbi.

Selvom Lewis Hamilton mistede tid bag sin teamkollega, så var englænderen stadig i stand til at overhale Verstappen på førstepladsen. Hamilton udbyggede dermed sin føring i den samlede VM-stilling.