Formel 1

Nye problemer med Formel 1-løb

På grund af rejserestriktioner kan der ikke køres Formel 1 i Tyrkiet i juni. Østrig skal nu arrangere to løb.

Formel 1 oplyser, at grandprixet i Tyrkiet i juni er aflyst på grund af rejserestriktioner.

Grandprixet skulle være kørt fra 11. til 13. juni, men det umuliggøres af coronasituationen i Tyrkiet.

Løbet var ellers sat i kalenderen som erstatning for det canadiske grandprix, der blev aflyst i slutningen af april.

- Vi så alle frem til at køre ræs i Tyrkiet, men rejserestriktionerne i landet har betydet, at vi ikke kan være der i juni, siger Stefano Domenicali, som er præsident for Formel 1.

De tyrkiske arrangører har bedt Formel 1 om at undersøge muligheden for at sætte grandprixet ind et nyt sted i kalenderen.

Aflysningen af det tyrkiske grandprix får samtidig den konsekvens, at det franske grandprix bliver rykket en uge frem, så det nu løber af stablen fra 18. til 20. juni.

Sæsonen har fortsat 23 løb

Østrig skal samtidig stå for at afvikle et ekstra grandprix. Det er kommet i kalenderen ugen inden det eksisterende østrigske grandprix.

Dermed skal kørerne på asfalten på Red Bull Ring fra 25. juni til 27. juni og fra 2. juli til 4. juli.

- Formel 1 har igen vist sig i stand til at reagere hurtigt på udviklinger og finde løsninger. Vi er glade for at skulle køre i Østrig to weekender i træk, hvilket betyder, at sæsonen fortsat har 23 løb, siger Stefano Domenicali.

I sidste sæson spillede Red Bull Ring også en afgørende rolle, da Formel 1-sæsonen blev skudt i gang efter at have været standby på grund af coronapandemien.

Banen var omdrejningspunkt for to løb i træk, da sæsonen blev kickstartet i begyndelsen af juli.

Det næste Formel 1-grandprix løber af stablen om godt en uge, når Monaco er vært for sit ikoniske løb.