Formel 1

Australsk Formel 1-løb er aflyst igen

Heller ikke i 2021 skal Formel 1-kørerne dyste om point på banen i Melbourne. Løbet er aflyst.

Formel 1-sæsonen skrumpede tirsdag fra 23 til 22 løb, da arrangørerne af grandprixet i Australian valgte at aflyse.

I et opslag på Twitter forklarer de, at coronapandemien sætter en stopper for løbet, som skulle være kørt 21. november.

- Vi er kede af at meddele, at Det Australske Grand Prix i 2021 er blevet aflyst på grund af restriktioner og logistiske udfordringer i relation til covid-19-pandemien, skriver arrangørerne.

Det er andet år i træk, at grandprixet i Melbourne bliver sløjfet.

I 2020 skulle sæsonen være indledt i storbyen i midten af marts, hvor coronavirus var begyndt at bide sig fast mange steder i verden.

Få dage før sæsonpremieren blev løbet aflyst, efter at en medarbejder fra Formel 1-holdet McLaren var blevet smittet.

Tidligst i 2022 kommer racerkørerne tilbage til landet.