Formel 1

Hamilton vinder - Verstappen udgår og køres på hospitalet

Red Bulls Max Verstappen er færdig efter én omgang af det britiske grandprix på Silverstone.

Max Verstappen er udgik på første omgang af søndagens britiske Formel 1-grandprix, som Lewis Hamilton vandt.

Den hollandske Red Bull-kører kolliderede med Lewis Hamilton og kørte derefter af banen og bragede ind i barrieren.

Verstappen er efterfølgende blevet kørt på hospitalet, skriver mediet motorsport. Han gik dog selv ind i ambulancen, selvom han var tydeligt forslået.

Efter en kort undersøgelse besluttede folkene omkring ham, at han skulle tages til videre undersøgelse.

Offensiv start endte galt

Hamilton angreb Verstappen lige fra start, og det var i et forsøg på en overhaling i sving ni, at uheldet skete.

Hamilton forsøgte at køre indenom Verstappen, og i høj fart ramte britens venstre forhjul hollænderens højre baghjul, så Verstappen fløj af banen.

Det førte til, at løbet skulle genstartes, og bilerne blev parkeret i pitlane. Efter en pause på lidt over en halv time blev der igen kørt race.

Straf til Mercedes-køreren

Charles Leclerc startede forrest med Lewis Hamilton, der efter episoden med Verstappen fik en straf på ti sekunder, lige bag sig.

Leclerc (Ferrari) lå i det hele taget forrest i næsten hele løbet, men blev overhalet af Hamilton på næstsidste omgang og endte som toer.

Det er Hamiltons ottende sejr og tredje i træk på hjemmebanen. Britens holdkammerat, Valtteri Bottas, blev nummer tre.

Det næste løb er på Hungaroring i Ungarn 1. august.