Formel 1

Formel 1-grandprix aflyst

Heller ikke i 2021 kommer Formel 1-kørerne til at dyste på Suzuka-banen i Japan.

Mens OL i Japan blev gennemført, får coronavirussens hærgen nu konsekvenser for Formel 1-cirkusset.

Grandprixet på Suzuka-banen er nemlig blevet aflyst.

- Efter diskussioner mellem arrangørerne og myndighederne i Japan har den japanske regering truffet beslutningen om at aflyse løbet i denne sæson grundet igangværende udfordringer med pandemien, skriver Formel 1 på sin officielle hjemmeside.

Løbet blev også aflyst sidste år.

I 2021-sæsonen lå det midt i oktober som et af tre løb i træk sammen med Rusland og Tyrkiet.

Motorsportens kongeklasse arbejder nu på en revideret løbskalender og udelukker ikke en erstatning af grandprixet.

- Sidste år og i år har Formel 1 bevist, at vi kan tilpasse os og finde løsninger på de vedvarende usikkerheder. Vi glæder os over interessen fra mulige steder, der vil være værter for Formel 1 i år og fremadrettet.

Halvdelen af sæsonens 22 planlagte løb er kørt.

Den forsvarende verdensmester, Lewis Hamilton, fører VM-stillingen med otte point ned til hollandske Max Verstappen på andenpladsen.