Formel 1

Mercedes har fundet Bottas' afløser

Mercedes får fra 2022-sæsonen to britiske kørere ved rattet.

Mandag meldte finske Valtteri Bottas sin afgang fra Mercedes ved udgangen af denne sæson, og nu har storholdet afløseren på plads.

Det bliver britiske George Russell, der i 2022 skifter fra Williams-teamet til Mercedes, hvor han kommer til at danne makkerpar med verdensmesteren Lewis Hamilton.

- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke er helt oppe at køre ved udsigten til næste sæson. Det er en kæmpestor mulighed, som jeg vil gribe med begge hænder, siger Russell ifølge formula1.com.

Russel blev i 2017 hentet ind som juniorkører hos Mercedes, men først to år senere gjorde han sit indtog i motorsportens kongeklasse.

Fra 2019 har han kørt for Williams-teamet, for hvem han blot én gang har kørt sig til en plads i top-10.

Det kommer formentlig til at ændre sig næste år, når han skal køre for Mercedes, der syv år i træk har vundet VM-titlen - de seks gange takket være Lewis Hamilton.

- Det har ikke været en nem proces eller en ligetil beslutning for os, siger teamchef Toto Wolff.

- Valtteri har gjort et fantastisk stykke arbejde de seneste fem sæsoner, og han har været essentiel i vores succes og vækst. Sammen med Lewis har han opbygget et pragteksemplar på et makkerskab, og han har været et værdifuldt våben i vores kampe om titlen.

- Nu bliver det vores opgave at hjælpe Russell med at fortsætte sin læring i vores miljø og sammen med Lewis. Jeg er sikker på, at når de bygger på deres forhold, former de et stærkt makkerskab.

Valtteri Bottas skifter i næste sæson til Alfa Romeo.

Suveræne Lewis Hamilton bliver i indeværende sæson voldsomt presset i kampen om at vinde VM-titlen for syvende gang.

Med ni grandprixer tilbage fører hollandske Max Verstappen fra Red Bull nemlig VM-stillingen med tre point.