Formel 1

Degraderet kører er tilbage i Formel 1

Alex Albon vender i 2022 tilbage til Formel 1, hvor han skal erstatte George Russell hos Williams-holdet.

En større rokade i Formel 1 er nu fuldendt.

Williams har således hyret den 25-årige Alex Albon fra 2022-sæsonen, meddeler holdet på sin hjemmeside onsdag eftermiddag.

Sædet hos Williams blev officielt ledigt tirsdag, da Mercedes hentede George Russell som ny mand fra den nye sæson.

Og sædet hos Mercedes var ledigt, efter at Alfa Romeo præsenterede Valtteri Bottas som afløser for den finske veteran Kimi Raikkonen, der stopper i Formel 1 efter denne sæson.

Thailandsk-engelske Alex Albon vender tilbage som fast kører i Formel 1 efter et år på sidelinjen, hvor han i stedet kørt i den tyske DTM-serie.

Albon opnåede i løbet af 2019 og 2020 i alt 38 Formel 1-løb hos Scuderia Toro Rosso og Red Bull Racing. Sidstnævnte degraderede ham til reservekører i denne sæson.

Karrieren tæller to podieplaceringer samt en syvende- og en ottendeplads i den samlede VM-stilling.

Få sæder er fortsat ikke officielt på plads til den kommende sæson.

  • Alfa Romeo: Valtteri Bottas og ?
  • AlphaTauri: Pierre Gasly og Yuki Tsunoda
  • Renault: Fernando Alonso og Esteban Ocon
  • Aston Martin: Sebastian Vettel og Lance Stroll*
  • Ferrari: Charles Leclerc og Carlos Sainz Jr.
  • Haas: Nikita Mazepin og Mick Schumacher
  • McLaren: Daniel Ricciardo og Lando Norris
  • Mercedes: Lewis Hamilton og George Russell
  • Red Bull: Max Verstappen og Sergio Perez
  • William: Nicholas Lafiti og Alex Albon

* Stroll er ikke endegyldigt bekræftet, men har en flerårig kontrakt med holdet