Formel 1

Det reddede mit liv, siger Hamilton om udskældt tiltag

Mercedes-køreren Lewis Hamilton værdsætter det sikkerhedsudstyr, der var med til at redde hans liv i søndagens Formel 1-grandprix.

Modstanden var enorm for år tilbage, da Formel 1 indførte et nyt sikkerhedstiltag.

Her gjorde man det obligatorisk for racerne at køre med en halo. En sikkerhedsanordning i form af en bøjle, der beskytter kørernes krop og ansigt.

Kevin Magnussen og andre Formel 1-personligheder kaldte halo'en for lort og grim. Nu har sikkerhedsbøjlen været en del af den ypperste motorsportsklasse i et par sæsoner, og tonen i dag er helt anderledes.

- Jeg føler mig heldig i dag (søndag, red.). Gudskelov for halo'en, som reddede mig og min nakke. Jeg er så taknemlig over, jeg stadig er her. Jeg føler mig velsignet, fordi der var nogle, der holdt hånden over mig i dag.

- Jeg tror aldrig, jeg er blevet ramt af en bil i hovedet før. Og det er et stort chok for mig. Vi tager risikoer, og det er først, når du opdager sådan noget her, at du får det rigtige chok og indser, hvor skrøbeligt livet er.

- Hvis du ser på billederne af uheldet, så er mit hoved virkelig langt fremme i cockpitten, siger han til BBC.

Udtalelsen fra Hamilton kommer efter søndagens Formel 1-grandprix i Italien. I et sving på den ikoniske Monza-bane kolliderede Max Verstappen og Lewis Hamilton så slemt, at begge racere og kørere måtte forlade løbet.

Og ser man nærmere på de billeder, er det tydeligt at se, hvordan halo'en beskytter Hamiltons krop og ansigt:

Samme medie skriver også, at Lewis Hamilton var blandt de kørere, der var modstander af halo'en tilbage i 2017, da det nye sikkerhedstiltag blev offentliggjort.

Dengang kaldte Hamilton det for den 'grimmeste modikation' nogensinde.

Mercedes-chefen Toto Wolff blev ligeledes forholdt halo'en efter løbet.

- Halo'en reddede uden tvivl Lewis' liv. Uden den havde det været en frygtlig ulykke, som jeg slet ikke gider at tænke på, siger han til BBC.

Er blevet hyldet flere gange

Siden indførslen af halo'en er tiltaget blevet hyldet flere gange.

Da Romain Grosjean tilbage i 2020 overlevede et yderst grimt uheld, stod det klart, at halo'en havde været en af de medvirkende årsager til, at franskmanden forlod ulykken i live.

TV 2 SPORTs motorsportsreporter Jacob Hammerholt sagde sågar, at "halo'en uden tvivl var det, der reddede Grosjeans liv".

Og tilbage i 2018 hyldede man også halo'en, da den var med til at redde Charles Leclercs liv.

Her stoppede bøjlen en flyvende McLaren-racer fra at ramme Leclerc i hovedet.

- Jeg har aldrig været fan af halo, men jeg er nødt til at sige, at jeg var meget glad for, jeg havde den over mit hoved i dag, skrev Charles Leclerc dengang på Twitter.