Formel 1

Hamilton undrer sig over Verstappens reaktion

Lewis Hamilton og Max Verstappen udgik af det italienske Formel 1-grandprix på Monza efter et sammenstød.

Kampen om Formel 1-titlen er mere åben end længe, så hver en placering kan vise sig dyrebar.

Det kom til udtryk søndag, da de to rivaler Max Verstappen og Lewis Hamilton kørte sammen i et sving, som sendte begge kørere ud af løbet.

Max Verstappen forlod hurtigt ulykkesstedet og forklarede efterfølgende, at det var det bedste at gøre i et ophedet øjeblik, så "alle kunne falde ned".

Men den forklaring køber Hamilton, hvis liv ifølge Hamilton selv og Mercedes-holdet blev reddet af den såkaldte 'halo', ikke.

- Jeg så Max stige ud og bare gå sin vej. Det finder jeg en smule overraskende, for når vi udgår og er involveret i ulykker, mener jeg, at man frem for alt skal sikre sig, at den anden er okay, siger Hamilton ifølge Fox Sports.

Verstappen fører VM-serien med fem point ned til Hamilton, der har yderligere 80 point til tredjepladsen.

Uenig i straf

Kampen er derfor uhyre tæt med otte grandprixer tilbage, men til det kommende løb i Rusland får briten som udgangspunkt en stor fordel.

Max Verstappen fik nemlig skylden for ulykken og blev efterfølgende tildelt en straf på tre startplaceringer i det kommende grandprix.

Hollænderen erklærede sig uenig i, at han skulle straffes, og senere på dagen skrev han på Twitter:

- Det var meget uheldigt. Ulykken kunne have være undgået, hvis jeg havde fået nok plads til at tage svinget. Der skal to kørere til at få det til at ske, og jeg mener, jeg blev klemt. Når man kører ræs, sker den slags.

Antyder bevidst handling

Mercedes-chef Toto Wolff insinuerede efter løbet på Monza, at Verstappen bevidst sørgede for, at begge kørere udgik, fordi han "vidste, at det ville ende med et sammenstød."

Ordene skuffer Wollfs kollega og rival, Red Bull-chefen Christian Horner.

- Jeg mener, det er et hændeligt uheld, og heldigvis kom ingen til skade. Man kan se, at Max havde momentum i sving ét, Lewis gav nok plads, så Max kom op på siden af ham, og så skete uheldet, siger Horner ifølge Fox Sports.

Han tilføjer, at Verstappen havde kørt sig i en position, hvor han burde have fået lidt mere plads i svinget.

Det russiske grandprix køres søndag 26. september.