Formel 1

Verstappen starter bagest

Red Bull-stjernen starter søndagens Formel 1-grandprix i Rusland fra bageste plads, da han har lavet ændringer på sin racer.

Red Bulls Max Verstappen og Mercedes' Lewis Hamilton har gang i et voldsomt VM-opgør i motorsportens fineste klasse.

Verstappen fører den samlede stilling, men han er kun fem point foran rivalen fra Mercedes. Og nu har sidstnævnte fået en betydelig fordel i guldkampen.

Max Verstappen starter nemlig søndagens russiske grandprix fra feltets bageste plads. Det har Formel 1 besluttet, fordi Red Bull har lavet ændringer på motoren i hollænderes racer.

Det skriver Formel 1 på sin hjemmeside i forbindelse med fredagens anden træning. Verstappens nye Honda-motor er strafbar, fordi han allerede har brugt de allokerede, tilladte ændringer i denne sæson.

Max Verstappen havde i forvejen fået en straf på tre placeringer efter kollisionen med Lewis Hamilton i Italien. Her kolliderede de to stjerner rundt i et sving, hvorefter dommerne vurderede, at Verstappen var mest skyldig. Uheldet, som er portrætteret med nedenstående billeder, betød, at begge kørere udgik fra grandprixet på Imola i Italien.

Hamilton følte sig heldig

Uheldet satte nok en gang fokus på den såkaldte halo. Bøjlen, der beskytter kørernes hoved, blev tilføjet til Formel 1-racerne for en håndfuld år siden. Efterfølgende fik den en del kritik.

Tonen har dog ændret sig med årene, da det er blevet tydeligt, at sikkerheden er langt bedre efter indførslen af halo'en. Det fortalte Hamilton også efter uheldet i Italien.

- Jeg føler mig heldig i dag (søndag, red.). Gudskelov for halo'en, som reddede mig og min nakke. Jeg er så taknemlig over, jeg stadig er her. Jeg føler mig velsignet, fordi der var nogle, der holdt hånden over mig i dag.

- Jeg tror aldrig, jeg er blevet ramt af en bil i hovedet før. Og det er et stort chok for mig. Vi tager risikoer, og det er først, når du opdager sådan noget her, at du får det rigtige chok og indser, hvor skrøbeligt livet er.

- Hvis du ser på billederne af uheldet, så er mit hoved virkelig langt fremme i cockpittet, sagde han til BBC.

Formel 1-feltet er i fuld gang med løbsweekenden i Rusland. Fredag står den på træning, kvalifikation lørdag, inden grandprixet bliver afviklet søndag klokken 15.