Formel 1

Hamilton blæser til angreb efter straf

Lewis Hamilton starter som nummer 11 i søndagens Formel 1-løb, men vil sætte alt ind på at vinde.

Det er lang tid siden, VM-kampen har været lige så tæt, som den er i år i Formel 1.

Blot to point adskiller den forsvarende verdensmester, Lewis Hamilton, i toppen af tabellen og Max Verstappen på andenpladsen efter 15 løb. Derfor er hvert et point dyrebart i takt med, at sæsonen så småt går på hæld.

Søndag skal Hamilton og Verstappen forsøge at distancere hinanden i jagten på verdensmesterskabet, når sæsonens 16. løb køres i Tyrkiet.

Hamilton er dog fra start slået tilbage. Et motorskift har ført til, at briten er blevet sendt ti pladser tilbage fra start, så han indleder løbet som nummer 11. Men det afholder ikke Hamilton fra at gå efter podiets øverste trin.

- Jeg var allerede oppe som nummer tre i første sving sidste år, så det gjorde jo lidt en forskel, siger Hamilton.

Vil vinde løbet

Han startede ifølge Reuters sidste år i Tyrkiets grandprix som nummer seks.

- Mit blik er stadig udelukkende rettet mod at vinde løbet. Det bliver meget svært som nummer 11, men ikke umuligt, så jeg vil være på tæerne og sikre, at vi angriber maksimalt.

Max Verstappen starter som nummer to søndag bag Hamiltons holdkammerat på Mercedes-holdet, Valtteri Bottas. Løbet går i gang klokken 14 dansk tid.