Med badering, hættetrøje og høj promille ramte Magnussen bunden på Le Mans

I en ny bog fortæller Danmarks mest erfarne Formel 1-kører om livet i motorsportens fineste klasse.

Kevin Magnussen har gennem syv Formel 1-sæsoner oplevet mere, end de fleste drømmer om. Men han har også været helt derude, hvor drømmen er blevet til et mareridt.

- Jeg gik ikke til lægen eller opsøgte en psykolog, men jeg tror godt, at jeg kan stille diagnosen selv: Jeg havde en form for depression i 2015, fortæller Kevin Magnussen i bogen, hvor han også fortæller om en efterfølgende interesse fra et af sportens helt store teams.

Kevin Magnussens 'Alt eller intet - mine år i Formel 1' udkommer på Lindhardt og Ringhof den 1. november. Bogen er skrevet i samarbejde med Ulrik Jönsson.

Uddrag af kapitel 5: NEDTUR (2014-2015)

I starten af 2015-sæsonen gjorde jeg, som Ron Dennis ville have mig til. Jeg mødte på arbejde, jeg passede min træning og gjorde alt, hvad jeg blev bedt om, men pludselig kunne jeg mærke, at jeg mistede støtten fra Ron Dennis. Det tog virkelig pusten fra mig, da han gik fra at have min ryg og tro på mig til pludselig at tabe interessen. Oven i det, så hjalp det heller ikke, at Stoffel Vandoorne stadig var en del af juniorprogrammet hos McLaren, og han vandt en masse løb i Formel 2.

Det blev aldrig sagt højt, men det var tydeligt, at stemningen ændrede sig i teamet. Fokus skiftede til ham fra mig. Nu var han det nye talent. Det var naturligt, når han kom vadende ind i hovedkvarteret med nye trofæer hele tiden, men jeg syntes, at det var uretfærdigt. Han havde for fanden en bil at køre i modsætning til mig. At være reserve i Formel 1 er ikke som at sidde på bænken i en holdsport. Der træner man stadig med resten af holdet, varmer op til kampene, man kan blive skiftet ind en gang imellem, og man har en chance for at spille sig på holdet igen. I Formel 1 er man bare helt ude. Det ender så også med, at man bliver rusten, fordi man ikke kører. Selv hvis der skulle dukke en mulighed op sidst på sæsonen, ville man ikke have en chance for at gøre det godt, fordi man ikke har siddet i en bil i næsten et helt år.

Sådan en situation kan man ikke acceptere som sportsmand. Jeg kunne i hvert fald ikke. Der stod i min kontrakt, at jeg skulle rejse med til løbene. Bare være der, mens resten af teamet var koncentreret om arbejdet med bilerne. Jeg var med på møderne, der gik med at lytte til Jenson Button og Fernando Alonso. Det var bare at vente på, at dagen var gået og tage ind til hotellet og glo, inden jeg skulle ud på banen og lave ingenting igen dagen efter. Det var ikke til at holde ud.

Der var en enkelt person hos McLaren, der virkelig prøvede at hjælpe mig i den tid. Det var kommunikationschefen Matt Bishop. Han er et fantastisk menneske, der er blevet en rigtig god ven for mig. Han prøvede at guide mig igennem den svære periode. Han kunne finde på at komme hen og lige sige til mig:

”Hey, Kevin. Ron Dennis sidder derovre og drikker en kop kaffe alene. Det er nu, du lige skal sætte dig hen og snakke lidt med ham. Det vil være godt for dig at gøre sådan nogle ting.”

Han sagde også til mig, at jeg skulle invitere nogle af de vigtigste Formel 1-journalister i paddocken ud at spise om aftenen.

”Så husker de dig. Og når så snakken begynder at køre om, hvilke kørere der skal til hvilke teams i næste sæson, og hvem der ville være gode til enkelte sæder, så er der en chance for, at de nævner dit navn og begynder at skrive om, at du kunne være en god mulighed for et team, der har en plads. Den slags omtale er vigtig.”

Han gjorde virkelig mange ting for at hjælpe mig. Og jeg spurgte ham faktisk på et tidspunkt, om han ville være min agent, men det kunne ikke rigtig gå op. Han tjente rigtig mange penge i sit job ved McLaren, og så mange penge var der ikke lige i at være manager for mig. Alligevel hjalp han altid.

Men jeg kunne bare ikke magte alle de ting. Jeg var så skuffet og deprimeret over ikke at have noget at køre, og jeg havde brug for at afreagere. Så jeg begyndte at gå i byen i løbsweekenderne. Det er ikke noget, jeg er stolt af, og jeg burde nok have stået snorlige hver dag, som Ron Dennis forventede af mig. Men det kunne jeg bare ikke gennem et helt år.

En af de gange, det gik galt for mig, var til det kinesiske grandprix i april 2015. Jeg gik en tur ud i Shanghai med en fyr, jeg kendte fra Formel 1-paddocken. Vi fik en masse drinks. Jeg blev temmelig snalret. Faktisk så meget, at jeg ikke kan huske det sidste af aftenen. Da jeg vågnede på mit hotelværelse næste morgen, havde jeg brækket næsen. Jeg anede ikke, hvad der var sket, men havde åbenbart fået en på skallen på den natklub, hvor vi havde været.

Som jeg fik det fortalt, havde jeg ikke gjort noget for at fremprovokere det, men blev forvekslet med en anden, der tilsyneladende skulle have en på hovedet. Der lå jeg så i min hotelseng og var helt på røven. Hvad fanden gør jeg nu? Jeg kunne ikke tage ud på banen, for jeg lignede noget, der var løgn i ansigtet, men ifølge aftalen skulle jeg jo møde op hos teamet ude på Shanghai International Circuit.

Jeg ringede til Matt Bishop. Han var der altid for mig, han holdt hånden over mig og var god til at hjælpe med sådan nogle ting, der ikke lige var efter bogen. Jeg fortalte ham, hvad der var sket, og at jeg blev nødt til at rejse hjem. Matt gav en tilpasset udgave af historien videre til cheferne. Jeg endte nærmest med at være en helt i Bishops version, der lød nogenlunde sådan her:

Der var opstået en anspændt situation på det sted, jeg havde været, og jeg havde været med til at nedtrappe den, så der ikke opstod et kæmpe slagsmål. Jeg havde bare lige været uheldig, at det var mig, der blev ramt, mens jeg prøvede at stoppe det.

Jeg endte faktisk med at se helt godt ud i ledelsens øjne efter den historie: Han er en god fyr, ham Kevin, når han sådan lige lægger sig imellem og sørger for, at det ikke går amok.

En måneds tid senere stod kalenderen på det ikoniske grandprix i Monaco. At møde op der uden at skulle køre var noget af det værste for mig i hele den 2015-sæson. Formel 1 i Monaco er det fedeste, man kan prøve i en racerbil. Det bliver ikke vildere. Det er en bybane og alligevel en højhastighedsbane. Det er max downforce. Den performance, bilen har i svingene, er så sindssyg. Banen er snørklet, det går op og ned, der er blinde sving og mure alle vegne. Prøv at forestille dig at køre gennem Københavns gader med 350 km/t., men du skal ikkelige ud ad H.C. Andersens Boulevard. Du skal igennem alle de snævre sidegader. Det lyder umuligt, men en Formel 1-bilkan klare det. Selv for en racerkører kommer det som et chok, når man endelig sidder i maskinen. Når du kommer fra gokart til Formel Ford, tænker man:

”Hold da kæft, det går stærkt!”

Det tænker man igen, når man rykker videre til Formel 3. Der er pludselig meget downforce og mange flere kræfter i bilen. I World Series bliver det hele doblet op igen, men det sidste skridt op til Formel 1 føles tre-fire gange så stort, som alle de andre skridt på vejen har været.

Når man træder på gassen i en Formel 1-bil, så tænker man over, hvordan man nogensinde skal kunne komme til at time det i forhold til at ramme sine bremsepunkter. Det er svært bare at nå at geare op på det rigtige tidspunkt, fordi den trækker så meget. Gearene kommer bare ufattelig hurtigt efter hinanden. Og det er det samme, når man skal geare ned på vej ind i svinget:

”Bang, bang, bang, bang, bang.”

Jeg kan ikke forklare det anderledes. Racerkørere forklarer alting med lyde. Man skal fem gear ned på omkring et sekund: ”Bang, bang, bang, bang, bang.” Hov, var det fem? Eller var det fire? Hvis det var fire, har du fucket op. Det er så overvældende, at man skal gøre alting vanvittig hurtigt i en Formel 1-bil. Der skal ikke ret meget til, før man slet ikke får bremset. Så kører man gennem svinget med over 300 km/t. og ender i en mur. At time det, så man lige præcis får udbremset sin konkurrent i stedet, handler om marginaler.

Når man gennemgår alle 70 omgange fra et Formel 1-løb, ligger bremsepunktet i et enkelt sving inden for et par meter på hver eneste omgang. Man kommer fra 330 km/t. til 190km/t. og rammer inden for en enkelt eller to meter både apex i svinget og hastigheden. Det bliver en gentagelse omgang efter omgang, og det er den, man kører efter. Det er derfor, racerkørere forklarer alt med lyde. Bremse, geare ned, dreje. Det bliver en fast rytme.

Det vildeste ved en Formel 1-bil er følelsen af høj fart. Ikke så meget farten i sig selv, men det greb, bilen får i asfalten. Jo hurtigere man kører, des mere downforce får man. Der er så meget tryk, at man ikke kan skride, når man når 300 km/t. Det føles, som om bilen er limet til jorden. Man kan godt få bilen til at understyre eller overstyre ved den fart, men du skal virkelig presse bilen meget, meget hårdt, før det sker.

Og når man så skal køre på en bybane som Monaco, er det fantastisk at opleve, hvad bilen kan i svingene. Den kan tage et 90-graderssving med 250 km/t. Prøv lige at tænke over det. Du kommer kørende ad en landevej med 250 km/t., så kommer der en sidevej, og den drejer du ind på med den fart. Det kan en Formel 1-bil. På YouTube kan man finde onboard-optagelser fra cockpittet af en poleposition-omgang i Monaco. Hvis man har prøvet at køre 200 km/t., så kan man måske forestille sig, hvordan det må være at dreje bare med den fart, og så i Monacos små gader, hvor der er jernmure hele vejenrundt om banen – samtidig med at du lige skal køre race moden masse andre.

Når man får kontrol over en Formel 1-bil, føles det nærmest, som om man flyver eller har overnaturlige kræfter. Man bliver ét med bilen. Der findes ikke en bedre følelse i verden, og det gik jeg altså også glip af til Monaco Grand Prix 2015.

Jeg var rasende som et barn, der står ved verdens fedeste rutsjebane, men ikke må prøve den. Jeg havde taget min grandfætter med til den rige og fancy bystat, så jeg havde en at gå amok med, når det blev for meget for mig kun at være tilskuer. Og det gjorde vi. Der skulle åbenbart meget alkohol til at få mine mange frustrationer væk. Jeg vågnede i hvert fald ved siden af swimmingpoolen på hotellet den næste morgen. Det var i sig selv ikke så godt, men det blev endnu værre af, at det var et hotel, hvor der boede rigtig mange folk fra de forskellige Formel 1-teams. Også McLaren-ansatte.

Heldigvis vågnede jeg tidligt, så jeg nåede at komme væk, inden der var alt for mange, der opdagede mig. Nogle få af mekanikerne havde set mig, men de havde forståelse for, at jeg skulle have afløb på en eller anden måde. De var selv nogle drengerøve og var tit i byen, så de syntes, at det var sjovt. Og de holdt tæt med historien. Jeg havde mange gode venner i paddocken. De havde sympatifor mig. Alle de vilde ting, som jeg lavede, kunne hurtigt haveskabt en masse rygter i Formel 1-feltet og skandalehistorier i medierne, men det skete aldrig. Det skylder jeg dem stor tak for. Men okay, så var det heller ikke værre. Jeg var langt nede, jeg festede, og det var det. Jeg gjorde ingen fortræd. Ud over mig selv.

Jeg ramte lavpunktet i juni 2015. Gutterne fra Roskilde havde fået en idé om, at vi skulle leje en autocamper og køre ned gennem Europa og være tilskuere til Le Mans. Ni friske fyre pakket sammen i en camper til fire personer. Jeg var solgt med det samme. Turen var én lang fest. Vi kørte først til Italien og slog os ned på en virkelig sløj campingplads ved Gardasøen. Der fik vi et af mange utroligt gode påhit. Vi skulle selvfølgelig leje scootere.

Jeg var så ligeglad med alting, at den scooter bare skulle have bundgas. Jeg fræsede rundt på nogle bjergveje, som om jeg var motorcykelikonet Valentino Rossi. I badeshorts og flipflops. En af mine kammerater er en af de der irriterende typer, der bare er et naturtalent til alting. Sæt ham i en gokart, og han er hurtig. Stik ham en fodbold, og han scorer på saksespark som en anden Zlatan Ibrahimović.

Vi begyndte at kørerace mod hinanden på scooterne, og det var han selvfølgelig også rigtig god til. Han havde også haft scooter som teenager, hvilket jeg aldrig havde fået lov til. Det blev et vildt væddeløb på de italienske bjergveje. Ræset blev ikke mindre farligt, da det begyndte at regne. Pludselig bremsede en bil foran minkammerat. Han låste forhjulet, røg i asfalten og gled hen mod bilen.

Jeg undgik lige at låse mit hjul, men fik bremset, så jeg nærmest kørte ved siden af ham, mens han gled hen mod bilen. Han kunne ikke stoppe, så han ramte bilen og røg ind under den, mens hans scooter ramte bilen og nærmest bouncede over i mig, så jeg også væltede. Jeg havde heldigvis en rygsæk på, der tog det værste af slaget, da jeg ramte asfalten, men jeg fik hans scooter over mig. Vi havde kørt de scootere til grænsen, så den var brandvarm, og min læg blev nærmest forvandlet til ét stort brandsår. Derfor rendte jeg rundt til Le Mans nogle dage senere med benet viklet ind i bandager og så forfærdelig ud. Det var helt håbløst.

Det bedste ved hele turen var at være fuld med min farfar en hel weekend. Hvert år tager han afsted til firetyvetimersløbet, og nu kunne jeg opleve det sammen med ham. Vi besøgte det store telt i K-Camp, den kæmpe danskerlejr på Le Mans, og hørte et band, mens han drak mig ned i Dr. Nielsen. Han kunne drikke bittere, som var det saftevand. Jeg fulgte med, så godt jeg kunne, og det var virkelig dejligt bare at sidde der i teltet sammen med min farfar, som jeg kunne læne mig opad. Det havde jeg brug for.

Jeg ramte dog også det absolutte lavpunkt i mit nedtursår under Le Mans. Det skete midt om natten, da løbet var i gang, hvor jeg sad ude ved Dunlop-chikanen i nattetimerne og stirrede på racerbilerne. Vi havde af en eller anden grund købt nogle badedyr med indbyggede kopholdere, og sådan et skulle jeg da have om livet. Gudskelov var jeg først vaklet ud, efter det var blevet helt mørkt, og havde taget en hættetrøje, solbriller og kasket på, så der var ingen tilskuere, der genkendte mig eller kunne læse mine tanker.

”Ham har jeg tævet.”

”Også ham der.”

”Og ham. Og ham.”

Det føltes så forkert, at jeg bare sad der i mit mærkelige outfit og så dem køre forbi igen og igen. De konkurrerede i et af verdens største motorløb, mens jeg var en af de allermest fulde tilskuere på Le Mans. Jeg var virkelig langt væk fra at være noget, der bare kunne minde om en dygtig, professionel og seriøs racerkører. Der slog det mig, at det ikke gik længere.

Det kunne godt være, at jeg havde mistet Formel 1-sædet, men jeg ville ikke miste alt. Der er masser af fede racerløb, selv om det ikke er Formel 1. På banen foran mig fræsede Porscher, Lamborghinier, Ferrarier og Corvetter forbi. Blærede biler. Min far kørte derinde på banen. Og Michael Christensen, en af mine bedste venner. Hvad fanden lavede jeg egentlig ude på tilskuerpladserne?

Jeg elsker at være sammen med mine gamle kammerater, og det er hyggeligt at drikke bajere og feste, men det duede ikke længere. Jeg havde altid tænkt på mig selv som Formel 1-kører og set det som min skæbne at blive det. Den nat gik det op for mig, at det ikke behøvede at være mit eneste mål i livet. Jeg vidste, at jeg stadig havde et meget stort talent for motorsport, og det skulle bruges til noget. Jeg kiggede på Le Mans-løbet og tænkte:

”Gid det var mig! Jeg skal bare køre race.”