Formel 1

Afviser tvivl om ufærdig Formel 1-bane

Med mindre end en måned til Formel 1-grandprixet er Saudi-Arabiens Formel 1-bane ikke klar.

Det tætte parløb om VM-titlen mellem Max Verstappen og Lewis Hamilton kan blive afgjort i Saudi-Arabien 5. december.

Men med mindre end en måned til Formel 1-ræset er Jeddah tilsyneladende et stykke fra at være klar til gadeløb.

I sidste uge lagde Formel 1 selv en video på sin hjemmeside, der viste ufærdige veje og bygninger.

Men ifølge løbsdirektøren for Den Internationale Motorsportsunion (FIA), Michael Masi, er der ingen grund til bekymring.

- FIA og Formel 1 får daglige opdateringer om, hvordan det går, og det går rigtig hurtigt fremad, siger han ifølge Reuters.

- Jeg tror, at alle anerkender, at der er meget arbejde, der skal gøres, men alle er sikre på, at løbet nok skal blive afviklet uden problemer.

Sammenlignes med Sydkorea og Indien

Michael Masi besøgte selv Jeddah for få uger siden, og han sammenligner løbet med grandprixet i Sydkorea i 2010 og i Indien i 2011.

- De gik begge fint, og der var ingen problemer. Jeg er sikker på, at løbet i Saudi-Arabien vil gå på samme måde, siger han.

Det er første gang, at Saudi-Arabien står for et Formel 1-grandprix.

Før VM-løbet i Saudi-Arabien, der er næstsidste løb i sæsonen, skal kørerne dyste om point i Brasilien og Qatar.

18 grandprixer inde i sæsonen fører Red Bulls Verstappen kampen om VM-titlen med 312,5 point. Hollænderen har 19 point mere end Hamilton fra Mercedes-holdet på andenpladsen.