Formel 1

'En svær periode' - udskældt russer i tårer under interview

Nikita Mazepin græd i et interview, efter han udgik af kvalifikationen i Sao Paolo. Nu fortæller han, at de våde øjne ikke kun skyldtes hans exit.

Teamradioerne i Formel 1 er ikke altid fyldt med rosende gloser, og sådan var det bestemt heller ikke fredag, da Nikita Mazepin udgik af Q1 i Sao Paolo.

"Sikke en fucking idiot jeg er", lød det fra den frustrerede russer.

Kort efter stillede han op til interview, og det blev et tårevædet et af slagsen. Efterfølgende har han dog forklaret, at det ikke kun var den mislykkede kvalifikation, der var skyld i den forhøjede vandstand i øjnene.

- Det havde mest noget at gøre med fejlen i kvalifikationsrunden, hvor jeg er gået igennem en svær periode i de sidste par løb - ikke bare på grund af bilen, men også nogle interne ting, der sker på holdet, siger Nikita Mazepin til Racer.

Vigtige medarbejdere forlader Haas

Russeren forklarer, at resultaterne af ovenstående grunde er endnu vigtigere for ham lige nu end tidligere.

Han oplever til sin stor ærgrelse, at flere ingeniører og folk i staben forlader teamet.

- Gode mennesker i enhver industri er... noget, du gerne vil holde fast i.

- Desværre er personlige forhold ikke noget, der kan få folk til at blive i sporten - det er de finansielle årsager ret mange af gangene, og som du ved, går livet videre, folk får familier, kalenderen fortsætter med at vokse, fortæller han til mediet Racer.

Frustrationerne fra Nikita Mazepin kommer efter en debutsæson i Formel 1, hvor han indtil videre ikke har haft meget at juble over.

Haas-kørerens bedste resultat er en 14. plads i Azerbaijan, men det er endnu ikke blevet til point for ham.

Der er fire løbsweekender tilbage på Formel 1-kalenderen i år.