Formel 1

Hamilton med tydeligt budskab til Qatar

Lewis Hamilton viser i forbindelse med weekendens Formel 1-grandprix i Qatar sin utilfreds over menneskerettighederne i landet.

Lewis Hamilton vil ikke adskille sport og politik.

Det har den britiske superstjerne vist ved flere lejligheder, og fredag gjorde han det på ny.

For da første træning forud for søndagens Formel 1-grandprix i Qatar løb over stablen, var Hamilton iklædt en noget atypisk hjelm med et tydeligt politisk budskab.

Den syvdobbelte verdensmesters hjelm var nemlig væsentlig mere farverig end vanligt, da Hamilton ønsker at sætte fokus på homoseksuelles rettigheder i Qatar.

- Vi er klar over, at der er problemer de steder her, siger Hamilton ifølge The Guardian.

- Men selvfølgelig virker Qatar til at blive betragtet som et af de værste steder i den her del af verden. Når sporten kommer til disse steder, følger der et ansvar med om at sætte fokus på de her problemer. De her steder skal undersøges. Lige rettigheder er et alvorligt problem, siger briten.

Regnbueflaget på Hamiltons hjelm er et symbol på verdensmesterens støtte til LGBT-bevægelsen, som han gentagne gange har tilkendegivet sin støtte og opbakning til.

Ulovligt at være homoseksuel

En af de love, Hamilton ønsker at sætte mere fokus på, vedrører homoseksualitet. For det er faktisk slet ikke lovligt at være homoseksuel i Qatar, og man kan blive straffet med flere års fængsel, hvis man udøver homoseksuel aktivitet.

Gentagne gange er Qatar blevet voldsomt kritiseret for landets politiske linje og lovgivninger mod kvinder og medlemmer af LGBT-bevægelsen. Der har også været beskyldninger om tvangsarbejde frem mod VM slutrunden i 2022, der netop bliver afholdt i Qatar.

Hamilton ærgrer sig over, at man i fælleskab ikke sætter mere fokus på problemerne, ligesom briten føler sig lidt alene i at vise sin støtte.

- En person kan kun gøre en begrænset forskel, men kollektivt har vi en større indflydelse. Ønsker jeg, at flere sportsfolk snakkede højt om de her problemer? Ja, siger Hamilton.

Mange har efterfølgende rost Hamilton på sociale medier for sit statement til fredagens træning, og der bliver opfordret til at fortsætte presset mod Qatar.

Grandprixet i Qatar køres søndag klokken 15.00.