Formel 1

Formel 1-legenden Sir Frank Williams er død

Sir Frank Williams stod i spidsen for Williams-holdet frem til 2020, hvor det britiske hold blev solgt.

Grundlæggeren af Formel 1-holdet Williams, Sir Frank Williams, er død. Han blev 79 år gammel.

Det oplyser Williams Racing i en pressemeddelelse.

- Det er med stor sorg, at vi på vegne af Williams-familien og holdet meddeler, at Sir Frank Williams, grundlægger og tidligere teamchef hos Williams Racing, er død.

- I dag hylder vi vores højt elskede og inspirerende frontfigur. Frank vil med sikkerhed blive savnet, skriver det britiske hold.

Williams oplyser, at han blev indlagt på hospitalet fredag, inden han sov stille ind søndag morgen.

Sir Frank Williams grundlagde Formel 1-holdet Williams Racing tilbage i 1977. Her var han teamchef helt frem til 2020, hvor holdet blev solgt til et amerikansk investeringsselskab.

Holdet, der har haft det svært og kæmpet med økonomiske udfordringer de seneste år, har i tidernes løb vundet konstruktørernes VM ni gange, mens en af holdets kørere har vundet det individuelle verdensmesterskab syv gange.

"Han var mere end en chef"

Sir Frank Williams bliver nu hyldet vidt og bredt i motorsportens verden. George Russel, der frem til årsskiftet kører for netop Williams Racing, begræder dødsfaldet.

- Han var på alle måder et fantastisk menneske, og jeg vil for altid huske de grin, vi har delt. Han var mere end en chef. Han var en mentor og en ven for alle, der ankom til Williams Racing-familien, ligesom han var det for mange andre, skriver Formel 1-køreren, der næste år skifter til Mercedes.

Også Jean Todt, der er præsident for Den Internationale Motorsportsunion, FIA, har været ved tasterne.

- Virkelig en trist nyhed. Sir Frank Williams efterlader sig et stort indtryk på Formel 1-historien. Han var en pioner, en enestående personlighed og en eksemplarisk mand, skriver Jean Todt på Twitter.

I 1986 var Sir Frank Williams ude for et trafikuheld i Frankrig, og siden den dag har han tilbragt sit liv i en kørestol.

Sir Frank Williams efterlader sig sønnerne Jamie og Jonathan samt datteren Claire Williams, der fra 2013 til 2020 varetog farens rolle som teamchef.