Formel 1

Mercedes-protester afvist: Verstappen holder fast i titel

Mercedes-holdets protester efter søndagens Formel 1-løb, hvor Max Verstappen sejrede og vandt VM, er afvist.

Max Verstappen kan nu for alvor lade champagnepropperne springe.

Søndag aften blev begge Mercedes-holdets protester ovenpå sæsonens sidste Formel 1-grandprix, hvor hvor Verstappen overhalede Lewis Hamilton på sidste omgang og dermed sikrede sig VM-titlen, således afvist af Det Internationale Motorsportsforbunds (FIA) løbsstewards.

Det skriver Formel 1 på Twitter.

Dermed ligger det altså helt fast, 24-årige Verstappen er verdensmester i motorsportens kongeklasse for første gang i karrieren.

Mercedes indgav efter løbet to protester. Den ene handlede om, at Verstappen havde brudt reglen, der siger, at man ikke må overhale under en safety car-periode.

Verstappens frontvinge var kortvarigt foran Hamiltons, men da løbet inden sidste omgang blev givet frit, var hollænderen som påkrævet bag Hamilton, og derfor blev Mercedes' protest angående dette afvist.

Det tyske hold indgav derudover en protest, der ligeledes relaterede sig til perioden i slutningen af løbet, hvor en safety car var på banen.

Her lå der indledningsvis fem biler mellem Verstappen og Hamilton, som var blevet overhalet med en omgang og derfor ikke var relevante i forhold til kampen om sejren.

Lige inden løbet blev givet frit, blev de fem biler bedt om at køre forbi Hamilton og safety car-bilen, så de to VM-duellanter ikke var adskilt af andre biler.

Men de andre biler, som lå længere tilbage og også var blevet overhalet med en omgang, blev ikke sendt forbi, hvilket ville have været normal procedure. Mercedes mente derfor, at situationen blev håndteret forkert.

Hvis alle overhalede biler skulle forbi - som reglerne som udgangspunkt dikterer - ville løbet ikke kunne blive givet frit inden sidste omgang, og så havde Verstappen ikke fået mulighed for at overhale Hamilton og tage sejren samt VM-titlen.

Mercedes ønskede derfor, at det skulle være kørernes placering på næstsidste omgang, der skulle være gældende.

Men FIA's stewards afviste den protest med begrundelsen, at det reelt ville forkorte løbet, hvilket ikke ville være passende.