Formel 1

Mercedes dropper protest

Mercedes vil ikke gå videre med protest over løbet, som sikrede Max Verstappen VM-titlen i Abu Dhabi.

Så skulle der være slået søm i afgørelsen på årets Formel 1-verdensmesterskab.

Mercedes meddeler på Twitter, at man ikke vil gå videre med protesten over afgørelsen i Abu Dhabi i weekenden.

Det skyldes ifølge holdet, at Det Internationale Motorsportsforbund (FIA) har indledt en proces, hvor man vil undersøge, hvad der gik galt i Abu Dhabi, så sporten fremover kan undgå lignende problemer.

- Vi vil holde FIA ansvarlige for denne proces, og derfor trækker vi hermed vores protest, skriver holdet.

- Vi protesterede for at sikre sportslig fairness. Vi har siden været i konstruktiv dialog med FIA og Formel 1 om at skabe fremtidig klarhed, så vi alle ved, under hvilke regler de kører, og hvordan regler bliver anvendt.

Et dramatisk løb endte med, at Red Bulls' Max Verstappen overhalede Lewis Hamilton (Mercedes) på sidste omgang og snuppede VM-titlen for næsen af den syvdobbelte verdensmester.

Mercedes klagede over afviklingen af løbet, hvor en safety car på de sidste omgange blev meget afgørende.

Ifølge Mercedes afveg brugen af safety car fra de gældende regler på området, og det betød, at Verstappen, som lå et godt stykke efter Hamilton, inden safety caren blev sendt på banen, kom helt op i nakken på briten.

Da løbet blev givet frit på sidste omgang, kunne Verstappen med et sæt friske dæk på overhale Hamilton og vinde løbet og sin første VM-titel nogensinde. De to kørere lå helt lige inden det afsluttende grandprix i Abu Dhabi.

Formel 1-ledelsen afviste i første omgang protesten. Mercedes kunne appellere indtil og med torsdag, men det har holdet nu valgt ikke at gøre.

Dermed ligger det fast, at Max Verstappen er verdensmester anno 2021. Det anerkender Mercedes.

- Til Max Verstappen og Red Bull Racing: Vi vil gerne udtrykke vores store respekt for jeres præstationer i denne sæson, skriver Mercedes.

- I gjorde kampen om dette Formel 1-verdensmesterskab episk. Max, vi ønsker dig og hele holdet tillykke. Vi ser frem til at dyste med jer på banen igen i næste sæson.