Formel 1

Formel 1-chefer kårer sæsonens bedste kører

Cheferne for de 10 Formel 1-hold har i en anonym afstemning kåret Max Verstappen til sæsonens bedste kører. Med pæn afstand ned til Lewis Hamilton.

Fomel 1-sæsonen anno 2021 er gået over i historiebøgerne som værende blandt de mest dramatiske nogensinde.

Først på sidste omgang af sidste løb sikrede Max Verstappen sig VM-titlen foran snuden på Lewis Hamilton og Mercedes.

Og nu er der mere dårligt nyt for Lewis Hamilton, der har været stille siden VM-nederlaget.

For cheferne på de 10 Formel 1-hold har efter en anonym afstemning fundet deres bud på årets bedste kører.

De har givet point ud fra det normale pointsystem i Formel 1. Fra 25 point til den bedste kører og ned til ét point til den tiende bedste kører. Alle chefernes point er herefter lagt sammen, og det giver nedenstående top 10.

Her er Max Verstappen blevet udpeget til årets kører, og det er med hele 21 point ned til Hamilton på andenpladsen.

Formel 1-chefernes top 10 for sæsonen

Kilde: Formula1

  1. Max Verstappen, 213 point
  2. Lewis Hamilton, 192 point
  3. Lando Norris, 110 point
  4. Carlos Sainz, 85 point
  5. Charles Leclerc, 70 point
  6. Fernando Alonso, 69 point
  7. Pierre Gasly, 64 point
  8. George Russel, 44 point
  9. Valtteri Bottas, 43 point
  10. Esteban Ocon, 41 point

I løbet af 2021-sæsonen opnåede Max Verstappen imponerende 18 podieplaceringer, ligesom han vandt 10 løb undervejs.

Han sluttede sæsonen med 395,5 point, mens Lewis Hamilton fik 387,5 point. Det er første gang siden 2016, at Lewis Hamilton ikke bliver verdensmester.