Formel 1

- Det vælter ind med beskeder fra hele verden, siger rørt Jan Magnussen

Jan Magnussen er rørt over, at han har modtaget et hav af beskeder fra hele verden, hvor hans søn, Kevin Magnussen, bliver hyldet.

Familien Magnussen har oplevet adskillige op- og nedture, når det kommer til motorsport.

Men de seneste uger har det udelukkende handlet om glæde og stolthed for den populære racerfamilie. Først fik Kevin Magnussen et overraskende comeback til Formel 1, så beviste han sit værd med en fremragende kvalifikation, inden han søndag toppede med et endnu bedre løb.

Det er meget rørende

Jan Magnussen

En femteplads blev det til i sæsonens første grandprix. En præstation, som danskerens far, Jan Magnussen, har svært ved at forholde sig til.

- Det var vanvittigt. Efter kvalifikationen, han lavede, håbede jeg jo bare, han ville køre et godt løb og holde den placering. Han kørte bare et fantastisk løb og kæmpede godt for det, og da det virkelig gjaldt, holdt han sin plads, og så skete der noget oppe foran, så det gav to placeringer. Det er utroligt. Et kæmpe comeback.

Er du overrasket over, han kan klare det så godt?

- Ja, selvfølgelig er jeg det. Jeg er glædeligt overrasket. Da han fik tilbuddet, var nogle af de ting, vi snakkede om og drømte om, at Haas-bilen er god i år. Et nyt reglement har givet holdene en chance for at få rettet på de fejl – og specielt for Haas har de sidste par år været frygteligt, siger Jan Magnussen.

Tilbage i 2020 stoppede Kevin Magnussen i Formel 1, da han ikke fik sin kontrakt med Haas forlænget. Han søgte mod USA, hvor han kørte med i den amerikanske IMSA-serie, ligesom han også fik muligheden for at få drømme om at køre Le Mans med sin far opfyldt.

Beskederne vælter ind fra hele verden

I år var det så meningen, at Magnussen igen skulle satse på sportsvogne, hvor han havde en aftale om at skulle bringe den franske fabrikant Peugeot tilbage til Le Mans.

Men de planer blev droppet, da Haas pludselig tilbød Magnussen et comeback i forbindelse med fyringen af russiske Nikita Mazepin. Han takkede ja, og det var med drømmen om at kunne levere det, han gjorde søndag eftermiddag på Bahrain International Circuit.

- Det er præcis det, vi drømte om og håbede på; at bilen ville kunne et eller andet. At Kevin så kommer tilbage og er i så god form, som han har været, er vanvittigt, siger Jan Magnussen, der så løbet fra hjemmet i Roskilde.

Både under og efter løbet er Jan Magnussen blevet bekræftet i, at det ikke kun er i den lille andedam, vi kalder Danmark, man har fulgt sønnens comeback med stor interesse.

- Det vælter jo ind med beskeder fra hele verden. Det er så skønt, at den her racerfamilie, som vi har været en del af i USA, i Danmark og Europa, ved, hvor vildt det er, og hvor meget det betyder for os. Det er meget rørende.

Kevin Magnussens femteplads er danskerens bedste resultat i motorsportens kongeklasse siden 2018.