Formel 1

Magnussen nummer to på fornem liste

Kun vinderen af løbet leverede en bedre præstation bag rattet end Kevin Magnussen i sæsonens første grandprix ifølge Formel 1's dommerpanel.

Kevin Magnussen endte som en af de største og klart bedste historier, efter han hentede en femteplads i sit Formel 1-comeback for Haas i søndags.

En sejr for holdet, sindssygt for ham selv, historisk ifølge alverdens medier - og nu også "enestående" ifølge Formel 1's eget ekspertpanel, der hædrer Magnussen med en andenplads i den officielle powerranking.

- Der er næppe spørgsmål ved, om Magnussen fortjener denne placering, efter han først satte sig i bilen op til sidste halvdel af testperioden og så leverede en enestående præstation, lyder det på hjemmesiden.

- En fuldstændig suveræn kørsel af danskeren resulterede i Haas' første point siden det 11. grandprix i 2020-sæsonen.

Panelet består af fem dommere, der efter hvert grandprix tildeler kørerne op til ti point for præstationen bag rattet, uafhængigt af teknik, mekanik og ingeniørkunst. Gennemsnittet af de fem dommervurderinger udgør den endelige score.

Power ranking efter første grandprix:

  • 10 point: Charles Leclerc (Ferrari)
  • 9,6 point: Kevin Magnussen (Haas)
  • 9,2 point: Max Verstappen (Red Bull)
  • 8,6 point Lewis Hamilton (Marcedes)
  • 8,2 point: Zhou Guanyu (Alfa Romeo)
  • 7,8 point: Valtteri Bottas (Alfa Romeo)
  • 7,8 point: Alex Albon (Williams)
  • 7,6 point: Carlos Sainz (Ferrari)
  • 7,6 point: George Russell (Mercedes)
  • 7,6 point: Esteban Ocon (Alpine)

Kun grandprixvinderen i Bahrain, Charles Leclerc, overgår Kevin Magnussen, efter monegaskeren sørgede for en perfekt sæsonstart for succeshungrende Ferrari.

I den kommende weekend er Formel 1-feltet i Saudi Arabien for at dyste på den nye bane i Jeddah, der gjorde sit indtog i løbskalenderen i sidste sæson. Af samme grund bliver det første gang for Kevin Magnussen.