Formel 1

Magnussen tangerer sin bedste kvalifikation

Kevin Magnussen slap med skrækken og imponerede stort, da han trods et uheld blev nummer fire i kvalifikationen.

Kevin Magnussen har tangeret sin bedste Formel 1-kvalifikation i karrieren.

Det står klart, efter danskeren på imponerende vis kvalificerede sig som nummer fire til lørdagens sprintløb på Imola-banen i Italien.

To gange tidligere har den 29-årige Haas-dansker formået at blive nummer fire i en kvalifikation, og fredag aften gjorde han det så for tredje gang. Det er desuden Haas-mandskabets bedste kvalifikation nogensinde.

Vi skal tilbage til 2014, Magnussens debutsæson i Formel 1, for at finde den seneste fjerdeplads i en kvalifikation til danskeren. Det skete i både Tyskland og Australien.

Kvalifikationen, der var voldsomt præget af regn undervejs, blev vundet af verdensmesteren Max Verstappen fra Red Bull. Ferraris Charles Leclerc starter som nummer to, mens McLarens Lando Norris blev treer.

Magnussen skyld i rødt flag - men kørte videre

I Q3, den afsluttende kvalifikationsrunde, kørte Kevin Magnussen af banen og havnede i gruset, hvilket straks førte til rødt flag.

Til Haas-kørerens held formåede han at grave sig fri uden hjælp og kunne dermed fortsætte kvalifikationen efter en hurtig tur i garagen.

Da der igen var grønt flag, nåede Kevin Magnussen at sætte to tider, inden der igen kom rødt flag på den regnvåde bane. Herefter formåede ingen kørere at forbedre sin tid, inden kvalifikationen endegyldigt blev stoppet med 38 sekunder tilbage, da Lando Norris kørte galt.

Uheldige Schumacher

Mens Magnussen kan glæde sig over at skulle starte som nummer fire, må hans teamkollega Mick Schumacher indstille sig på at starte sprintløbet som 12’er.

Tyskeren nåede ikke at sætte en konkurrencedygtig tid i Q2, inden regnvejret meldte sin ankomst over Imola-banen.

Hvad er et sprintløb?

Et sprint løb er i omegnen af 100 kilometer langt og varer typisk mellem 25 og 30 minutter, hvilket er noget kortere end selve hovedløbet. I modsætning til et normalt løb er kørerne ikke tvunget til at køre i pit for at skifte dæk undervejs.

Der er point til de otte bedste kørere - otte point til førstepladsen og ét point til ottendepladsen. Derudover vil resultatet af sprintløbet samtidig være startrækkefølgen til hovedløbet.

Det er første gang, Kevin Magnussen skal prøve kræfter med et sprintløbet. Det er et format, der blev indført i sidste sæson, og i år har det altså fået genvalg til tre grandprixer, hvor weekendens løb i Italien bliver det første.

Hvis alt går, som det skal, og Magnussen formår at bevare sin position inden for top-otte, er der altså point at hente allerede inden hovedløbet, hvor der potentielt kan være endnu flere i vente.