Formel 1

Her er løsningen på manglende havn til Miamis Formel 1-grandprix

Der bliver ikke sparet på noget, når Formel 1 for første gang køres på Miami International Autodrome i denne uge.

Miamis første Formel 1-løb nogensinde afholdes 16 kilometer fra nærmeste havn. Og det er et problem.

For Miami er kendt for byens lækre strande, store både og det tiltalende, lyseblå vand. Det er der dog ikke noget af på Miami International Autodrome, hvor Kevin Magnussen og kompagni i denne uge skal køre bil på.

Det nager tilsyneladende de ambitiøse arrangører så meget, at de ikke giver op uden kamp. Vand skal der til. Det bliver dog ikke H₂O i traditionel forstand, men et læs maling, der skal gøre banen mere Miami-agtig.

I VIP-området har de således arbejdet hårdt på at skabe en havn med både i, så der er noget godt at kigge på for tv-seerne, og så byen kan være Formel 1-besøget bekendt.

Fra begyndelsen af denne video kan man se, at bådene er i gang med at få ”vand” under sig:

Ud over den ekstraordinære udsmykning kan fans også se frem at blive underholdt af prominente musikere fredag, lørdag og søndag. Blandt andre holder Post Malone, The Chainsmokers og Tiësto koncert.

Fans hygger sig

Det alternative greb er overvejende blevet modtaget med humor fra fans. Flere af dem har haft gang i Photoshop.

Første træning begynder på fredag.