Formel 1

- Signalværdien fra Haas er ikke særlig god

Kevin Magnussens hold, Haas, er det eneste, der ikke har opgraderet bilen inden Formel 1-grandprixet i Spanien.

Der har været fuld gang i opgraderingerne frem mod søndagens grandprix i Barcelona.

Ni ud af ti hold har således justeret på deres biler inden løbet, mens ét hold altså står tilbage: Haas.

Holdet, der har danske Kevin Magnussen i det ene sæde, har altså valgt ikke at opgradere raceren i jagten på at blive mere konkurrencedygtige. Det skriver crash.net.

Ifølge TV 2 SPORTs Formel 1-kommentator Jacob Hammerholt er de manglende opgraderinger ikke just positivt for Haas-mandskabet.

- Signalværdien er ikke særlig god fra Haas' side. Man kan kun håbe, at der er en større plan fra dem, for de andre teams løber afsted. Det gør Haas også, men hvis de er ude af sync, kommer det til at ramme dem hårdt de kommende måneder.

- Jeg vil håbe, at de også snart kommer med noget. Ellers kan man frygte, at de allerede nu bliver kørt bagud i dansen, siger Hammerholt, der har fulgt Formel 1 tæt i 20 år.

Begrænsede midler

Spanien er kendt som opgraderingernes land i Formel 1, da mange hold har hovedsæde i nærheden. Det gør det nemmere logistisk at optimere bilen.

En anden årsag er, at holdene kender banen i Barcelona ud og ind, hvilket giver mange brugbare data for holdene at arbejde ud fra.

Af samme grund kan det virke mærkeligt, at Haas som de eneste ikke opgraderer raceren. Ifølge Hammerholt er det dog ikke så overraskende, da Haas halter efter flere af de øvrige hold økonomisk.

- Det har hele tiden været kendt, at de er et hold med begrænsede midler. Derfor skal de i højere grad vurdere, hvordan de bruger deres penge, siger Formel 1-kommentatoren.

Af den grund er løbende i den første halvdel af sæsonen også ekstra vigtige for Haas.

- Det har været et kendt faktum, at de skal score i starten af sæsonen, fordi at når udviklingen tager fart, kommer de bagud. De har ikke midlerne til det, siger Hammerholt.

Næste mulighed for point bliver Formel 1-grandprixet i Spanien søndag. Kvalifikationen køres lørdag.

Kevin Magnussen blev nummer 14 og 12 i fredagens træninger forud for lørdagens kvalifikation i Barcelona.