Formel 1

Magnussen forstår ikke nye ændringer

Kevin Magnussen ærgrer sig over, at løbsledelsen i Formel 1 ikke fortolker reglerne på samme måde.

To er ofte bedre end én.

Men det hænder også, at det kan have en hæmmende effekt at øge antallet. Det har, i Kevin Magnussens optik, været tilfældet i Formel 1 i denne sæson, hvor de nu har to løbsdirektører.

Haas-danskeren har svært ved at se, hvordan det gavner motorsportens kongeklasse, at ansvaret er delt på to personer frem for én.

- Jeg synes, der er en forskel.

- Det er måske blevet en smule sværere at forstå, hvad reglerne er. De er blevet sværere at forstå, og det er blevet sværere at tale med dem (løbsdirektørerne, red.), siger Kevin Magnussen til Autosport.

I sidste sæson var Michael Masi løbsdirektør i Formel 1, men efter en særdeles kaotisk sæsonafslutning, hvor løbsledelsens beslutninger fik afgørende betydning for udfaldet af verdensmesterskabet, blev det besluttet, at der skulle foretages en række ændringer.

Michael Masi stoppede i rollen, og det internationale motorsportsforbund, FIA, valgte, at Niels Wittich og Eduardo Freitas fremover skal deles om ansvaret.

Det skal være mere konsekvent

Wittich styrede løjerne fra sæsonstarten, mens Freitas har haft tjansen til de to seneste løb i Barcelona og Monaco. Men det er uholdbart, når Wittich og Freitas ikke håndterer reglerne på samme måde, mener Magnussen.

- Jeg tror, det har været mere konsekvent tidligere, end det er nu. Det vil være rart, hvis deres holdninger eller måden, de fortolker reglerne på, er fuldstændig ens.

- Det vil være nemmere at forstå som kører. Men det er det, vi har, og der er en grund til, at der er kommer nye folk ind, og der har været ændringer hos FIA, siger danskeren.

Kevin Magnussen er ikke den eneste kører, der har kritiseret FIA's måde at fordele ansvaret på. AlphaTauri-køreren Yuki Tsunoda er mildest talt også utilfreds.

- Jeg stoler ikke på FIA. De er aldrig konsekvente. Jeg vil bare holde mig til, hvad reglerne siger og være så sikker som muligt, så jeg ikke kommer i problemer, siger japaneren.

Formel 1-karavanen er i denne uge flyttet til Aserbajdsjans hovedstad, Baku, hvor sæsonens ottende grandprix vil blive kørt.

Kører

Kører
RankKørerHoldPoint
1Oracle Red Bull Racing175p
2Oracle Red Bull Racing129p
3Scuderia Ferrari126p
4Mercedes-AMG Petronas F1 Team111p
5Scuderia Ferrari102p