Formel 1

Ærgerlig Magnussen udgår på vej mod flot bedrift

Formel 1-køreren Kevin Magnussen havde kæmpet sig langt frem i feltet efter en startposition som nummer 16, men danskeren måtte parkere sin racer.

Efter tre løb uden VM-point var Kevin Magnussen søndag på vej mod en flot bedrift i Aserbajdsjans grandprix i Baku.

Magnussen, der startede som nummer 16, lå klar til at overhale Esteban Ocon og køre sig ind i top-10, men pludselig døde Magnussens Haas-racer.

Dermed måtte danskeren parkere ude i siden med 18 omgange tilbage. Haas selv begræder Magnussens exit.

- MARERIDT. Kevin var ved at fange Ocon, men må holde ind på grund af bilproblemer. Han er ude, skriver det amerikanske hold på Twitter:

Selv ved Magnussen heller ikke præcist, hvad der gik galt.

- Jeg har ikke snakket med teamet endnu, men et eller andet med motoren, der gav op. Så var det slut. Ærgerligt, for jeg tror, vi havde en chance for at score point igen i dag, sagde Magnussen til Viasat umiddelbart efter.

Grandprixet blev vundet af Red Bulls Max Verstappen med holdkammerat Sergio Perez lige efter. Nummer tre blev Mercedes' George Russell.

Forfærdelig dag for hold med Ferrari-motor

Selvom det endnu ikke er bekræftet, hvorfor Magnussen måtte udgå, kunne en meget plausibel teori være, at det handler om et generelt problem med Ferrari-motoren, der også sidder i Haas-racerne.

Før Magnussen havde begge Ferrari-racere nemlig været tvunget til at udgå, mens også Alfa Romeos Zhou Guanyu havde lidt samme skæbne.

Fire ud af fem kørere, der udgik af løbet søndag, Carlos Sainz, Charles Leclerc, Zhou Guanyu og altså Kevin Magnussen, kører alle med Ferrari-motor.

- Det ser selvfølgelig ikke super godt ud, at der er så mange problemer for Ferrari-motoren, men det er lidt ude af mine hænder, så jeg må bare krydse fingre for, at det snart går den rigtige vej, sagde Magnussen og tilføjede yderligere:

- Bilen er sådan set god nok til, at vi kan score point. Vi er måske ikke ligeså stærke som i starten af sæsonen, men vi er stadig der, hvor vi kan score point, når det bliver søndag. Vi bliver bare nødt til at blive ved med at prøve og forblive positive.

Udover de fire ovenstående udgik også Lance Stroll fra Aston Martin.

Red Bull udbygger i VM-stillingen

Ferraris mareridtsdag betød, at Red Bulls Max Verstappen ikke havde nogle problemer med at køre sejren hjem og udbygge sit forspring øverst i VM-stillingen.

Red Bull-holdkammeraten Sergio Perez kørte andenpladsen hjem. Haas-køreren Mick Schumacher sluttede som nummer 14.

Endnu et pointløst VM-løb betyder desuden, at Magnussen forbliver på de 15 VM-point, han skrabede sammen i tre af sæsonens fire første løb.