Formel 1

Magnussen er tilbage på banen, hvor hans far scorede sit eneste point

Gilles Villeneuve-banen i Canada er et af de eneste steder, hvor Jan Magnussen stadig har et bedre resultat end sin søn.

Der findes ikke mange racerbaner, som den aflange, dråbeformede rundstrækning, der er placeret midt inde i Montreal.

Den canadiske racerbane, der er opkaldt efter den afdøde canadiske racerkører Gilles Villeneuve, er tilbage på kalenderen, efter Formel 1-feltet ikke har været der siden 2019.

Banen betyder noget helt særligt for danskeren i Formel 1-feltet, Kevin Magnussen. Circuit Gilles Villeneuve er nemlig et af de eneste steder, hvor hans far, Jan Magnussen, stadig har et bedre resultat.

Jan Magnussen blev nemlig nummer seks i 1998, hvor han kørte for HSBC Stewart-Ford. Dermed scorede han ét point, hvilket blev hans eneste i Formel 1. Der var kun point til de seks bedste i det gamle Formel 1-pointsystemt (10-6-4-3-2-1).

Kevin Magnussen beskriver derfor stedet som noget særlig og uddyber, at det kun har gavnet ham at have en far, der også har været i Formel 1 og kender til gamet.

- Min familie har været sådan en stor del af min karriere, siden jeg var en lille dreng, og det er fantastisk at have dem med ude til løb, siger Magnussen til Haas’ hjemmeside.

- Selvfølgelig er det noget særligt i forhold til min far, da han selv har været der og er god at tale med, fordi han forstår alt, hvad jeg siger. Alt, jeg taler om, kan han selv referere til.

- Montreal er et cool sted

Kevin Magnussens bedste resultat på banen er en niendeplads fra 2014, hvor han kørte for McLaren-holdet. Han fik en 12.-plads for Haas-teamet i 2017.

Foruden de gode minder er det også banens karakteristika, som tiltaler den danske Haas-kører.

- Montreal er et cool sted. Det er en fed bane, og den er ret unik. Det er en slags bybane, men lidt af en bryd. Jeg kan virkelig godt lide det, siger Magnussen.

Der er træning fredag i Montreal, inden der er kvalifikation lørdag og grandprix søndag.