Formel 1

Raceren får det svært, spår Magnussen

Kevin Magnussen glæder sig til weekendens grandprix i Canada, hvor han dog spår lidt udfordringer for raceren.

Haas-danskeren Kevin Magnussen har ikke tur i den i øjeblikket.

Efter en suveræn start på Formel 1-sæsonen er det ikke blevet til point i de seneste fire grandprixer for Magnussen. Og i de seneste to er han slet ikke kommet i mål.

I weekendens grandprix i Baku var den danske motorsportsstjerne ellers på vej mod point, da motoren gik i stå. Nu kigger mandskabet frem mod weekenden, hvor den canadiske løbsweekend venter.

- Montreal er et virkelig fedt sted. Det er en fed bane, der er rimelig unik, fordi det er lidt som en streetbane, men også en hybridbane. Det kan jeg godt lide.

- Men banen er også meget bumpet, og det bliver svært i de her nye racere, fordi de er meget stive i det. Jeg er sikker på, det bliver en udfordring. Men en god udfordring, siger Kevin Magnussen i en pressemeddelelse.

Trods en bane, der kan skabe udfordringer, er Magnussen optimistisk.

- Målet er at score point. Det er helt sikkert. Jeg synes, vi har bilen til det, og jeg ser frem til at køre ræs i Canada.

"Vi lider lidt i øjeblikket"

Haas-teamchefen Günther Steiner ved ikke helt, hvor holdets racere står efter den seneste løbsweekend i Baku.

Derfor handler det bare om at krydse fingre.

- Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg kan forvente i Montreal, indleder Magnussens chef og uddyber:

- Vi lider lidt i øjeblikket, måske en smule mindre end nogle andre hold, men også mere end andre hold. Vi arbejder bare på at give kørerne den bedst mulighed for at lave den bedste præstation. Man kan jo godt på kompromis med bilens ydeevne, så du får et fint løb, men hvem gider det? Lad os se, hvor vi står i fredagens første træning, men vi ved alle, at Canada er ret ujævnt og bumpet, og hvis det er ujævnt, bliver det normalt ikke bedre.

Kører

Kører
RankKørerHoldPoint
1Oracle Red Bull Racing175p
2Oracle Red Bull Racing129p
3Scuderia Ferrari126p
4Mercedes-AMG Petronas F1 Team111p
5Scuderia Ferrari102p

Kevin Magnussen ligger lige nu nummer 12 i den samlede VM-stilling med sine 15 point. Holdkammeraten Mick Schumacher roder rundt helt nede i bunden af VM-stillingen med nul point.

Du kan følge weekendens Formel 1-aktiviteter, træningerne, kvalifikationen og grandprixet, fra Canada i vores liveblog her på sport.tv2.dk.