Formel 1

Magnussen raser: Joke fik afgørende indflydelse

Kevin Magnussen er overbevist om, at han blev tvunget i pit på grund af en joke fra rivalen Esteban Ocon.

Løbet var reelt slut, før det for alvor var kommet i gang for Kevin Magnussen.

Allerede efter otte omgange valgte Det Internationale Motorsportsforbund, FIA, at tvinge danskeren til et pitstop af sikkerhedsmæssige årsager, efter at han i forbindelse med starten havde fået en mindre skade på sin frontvinge.

Få omgange tidligere havde Alpine-køreren Esteban Ocon med en radiobesked givet udtryk for, at Magnussens frontvinge var hårdt medtaget, og at det var til fare for andre. En besked, der ikke skulle tages så alvorligt, som den tilsyneladende blev.

- Jeg har lige talt med Ocon, og han sagde, at han jokede, da han fortalte FIA, at det virkelig var slemt.

- Hvis du ved, du kan påvirke FIA på den måde, gør du det, gør du ikke? Det var det, han gjorde. Fair play. De er nødt til at lade os køre. Det var ingenting, siger Kevin Magnussen ifølge ESPN.

På det pågældende tidspunkt lå Esteban Ocon lige bag Kevin Magnussen, og det var selvsagt en fordel for franskmanden, at han takket være et tvunget pitstop til danskeren kunne få en gratis overhaling.

"Frontvingen var sikker"

På løbets indledende omgang var Kevin Magnussen i tæt duel med Mercedes-køreren Lewis Hamilton. Skaden blev pådraget, da de to kørere i indgangen til et sving var i kontakt.

Og selvom den 29-årige Haas-dansker formåede at holde sin placering og den nødvendige fart i bilen på de efterfølgende omgange, besluttede FIA at give ham det sorte og orange flag, et dikteret pitstop.

En beslutning, som han over for TV3+ kaldte for "irriterende" og "latterlig".

- Jeg kunne sagtens følge med, og bilen var god. Frontvingen var sikker, og den var ikke knækket af, siger han ifølge ESPN.

Kevin Magnussen sluttede som 17, hvilket var sidst af de kørere, der gennemførte på Circuit Gilles Villeneuve i Montreal. Det var femte grandprix i træk, hvor det ikke lykkedes danskeren at hente point.

Løbet blev vundet af Red Bulls Max Verstappen, der formåede at holde Carlos Sainz Jr. fra Ferrari bag sig på de sidste omgange.

Kører

Kører
RankKørerHoldPoint
1Oracle Red Bull Racing181p
2Oracle Red Bull Racing147p
3Scuderia Ferrari138p
4Scuderia Ferrari127p
5Mercedes-AMG Petronas F1 Team111p