Formel 1

Magnussen udgår trods drømmestart

Kevin Magnussens bil blev så beskadiget, at han måtte trække sig, da Max Verstappen søndag vandt i Frankrig.

Kevin Magnussen åbnede søndag Frankrigs Formel 1-grandprix med bulder og brag fra sin startposition bagest i feltet, men selv om det så lovende ud, endte det særdeles skuffende.

Danskeren blev ramt af Nicholas Latifi (Williams) efter 40 omgange og beskadigede sin bil så meget, at Haas valgte at trække ham ud af løbet.

Også Charles Leclerc, som startede løbet allerforrest, røg ud af løbet. Ferrari-stjernen kørte nemlig galt efter 18 omgange.

Fordi Leclerc kørte af banen, overtog Max Verstappen (Red Bull) førstepladsen og vandt grandprixet foran Mercedes-kørerne Lewis Hamilton og George Russell.

Det er syvende gang i sæsonen, at hollænderen snupper en grandprixsejr.

Triumfen betyder, at Verstappens forspring til Leclerc i den samlede VM-stilling bliver udbygget. Hollænderen har nu i alt 233 point. Leclerc fik ingen point og har dermed fortsat 170.

Kanon dansk start

Kevin Magnussen fik en fremragende start på løbet. Som skudt ud af en kanon buldrede han frem i feltet, og da første omgang var slut, var han rykket syv pladser frem til 13.-pladsen.

Danskeren startede sidst, fordi Haas havde lavet ændringer på bilens motor.

Haas satsede med et tidligt pitstop for at forsøge at overhale de andre, når de senere ville køre i pit. Planen så ud til at lykkes, lige indtil løbets førende kører, Charles Leclerc, kørte af banen.

På slidte dæk skred monegaskeren ud i et sving og endte i væggen. Derfor blev en safety car sendt på banen, og Haas' plan blev forpurret, fordi alle så kunne tage et gratis pitstop, og derefter var alle biler tilbage på rad og række.

Charles Leclerc var rasende og skreg i radioen, for nu førte Max Verstappen løbet, og hollænderens forspring i den samlede VM-stilling ville vokse.

Kevin Magnussen var på 17.-pladsen, da perioden med safety car var slut, men han kørte sig forholdsvis hurtigt op som nummer 14, inden det gik galt efter 40 omgange.

Nicholas Latifi forsøgte at overhale danskeren, men de to kolliderede, og Kevin Magnussen kørte i pit. Her var konklusionen, at bilen var så beskadiget, at den ikke kunne køre videre.

I front af ræset kørte Max Verstappen de andre ud af hjul og tog en stensikker sejr.