- Vi har fået hul på bylden, siger Magnussen
Kevin Magnussen mener, at det sagtens kunne været blevet til flere VM-point i første halvdel af 2022-sæsonen.
34 point i alt og en syvendeplads i konstruktørernes mesterskab. Det er status for Haas efter 12 af sæsonens 22 Formel 1-grandprixer.
En ganske hæderlig bedrift for et hold, der de seneste år har dannet bagtrop i Formel 1-feltet.
Men det kunne sagtens være blevet til endnu mere. Det mener Kevin Magnussen lidt over halvvejs inde i sæsonen.
- Vi har haft farten til at score point hele året, men så har vi enten haft den forkerte strategi eller været uheldige med motorproblemer.
- Der har også været nogle gange, hvor vi har mistet point på at være på en forkert dækstrategi. Vi er måske startet på et andet dæk end andre, men så har der været en safety car tidligt i løbet, så andre har kunnet få et "gratis" pitstop.
- Man vil jo gerne kalde det uheld, men det er jo også noget, vi selv har en andel i. Der har vi været inde i en lidt dårlig stime, hvor vi har ramt forkert og ikke som sådan været dårlige, siger Magnussen inden Ungarns grandprix søndag.
Har fået hul på bylden
Haas lader dog til at være på en opadgående kurve. I starten af juli scorede både Magnussen og hans holdkammerat, Mick Schumacher, VM-point i to løb i træk.
Det skete, til trods for at Haas modsat stort set alle andre hold ikke har opgraderet sine biler før denne weekend.
- Nu har vi lidt fået hul på bylden. Jeg synes virkelig ikke, vi har været heldige i år, siger Kevin Magnussen.
- Hver gang, der har været noget, der kunne gå galt, så har det også haft en tendens til at gøre det. Andre år føler man, at man kan slippe afsted med alt, men i år virker det til, at hver gang, vi prøver noget anderledes, så går det imod os.
Magnussen har som den eneste af de to Haas-kørere fået opgraderet sin bil forud for Ungarns grandprix. Efter søndagens løb går Formel 1 på en fire uger lang sommerpause, hvorefter Mick Schumacher også vil få glæde af de nye dele.
Kvalifikationen forud for søndagens løb går i gang lørdag klokken 16.