Formel 1

Leclerc med klar tale efter brøler

Ferraris teamchef, Mattia Binotto, forsvarer den handling, der endte med at koste dyrt for Charles Leclerc.

Forspringet var komfortabelt, og farten var god.

Charles Leclerc kørte sig søndag til de bedst mulige forudsætninger for at vinde Ungarns grandprix, da han overtog førstepladsen kort tid efter første pitstoprunde.

Men føringen varede ikke længe. Til stor overraskelse valgte Ferrari efter 39 omgange at kalde monegaskeren i pit for at give skifte til hårde dæk. En beslutning, der skulle vise sig at få alvorlige konsekvenser.

- På det første stint (perioden på det første sæt dæk, red.) valgte vi at stoppe på det rigtige tidspunkt, men jeg ved ikke, hvorfor vores andet stint blev kortere.

- Jeg gjorde det klart, at jeg ville blive på medium så lang tid som muligt, men vi pittede meget tidligt for at gå på det hårde dæk, hvilket jeg ikke forstår, siger Charles Leclerc til Autosport.

Da Charles Leclerc kom tilbage på banen med de hårde dæk, var det hurtigt tydeligt, at han var langt fra at have den fart, som han og holdet havde håbet på.

Først blev Ferrari-køreren overhalet af Red Bulls Max Verstappen, inden George Russell fra Mercedes også passerede den slagne monegasker.

Teamchef forsvarer beslutning

Charles Leclerc nåede blot at køre 16 omgange på det hårde dæk, inden han blev kaldt i pit igen for at skifte til det blødeste sæt dæk. På det tidspunkt var skaden sket, og han måtte i sidste ende stille sig tilfreds med en skuffende sjetteplads.

Mattia Binotto, teamchef hos Ferrari, er dog overbevist om, at Leclercs nedtur ikke har noget med dækvalget at gøre.

- Vi havde helt sikkert ikke den fart i dag, som vi havde forventet - og det er uanset om vi brugte soft, medium eller hard (de tre dæktyper, red.).

- Måske skyldes det de vejrmæssige forhold. Det var meget køligere i dag, end det var i fredags, så det er på en eller anden måde svært at have farten og holde positionen på banen, siger Binotto ifølge PlanetF1.

Ferraris to kørere, Carlos Sainz Jr. og Charles Leclerc, startede løbet på anden- og tredjepladsen. Da løbet var slut, var de nummer fire og seks.

Kører

Kører
RankKørerHoldPoint
1Oracle Red Bull Racing258p
2Scuderia Ferrari178p
3Oracle Red Bull Racing173p
4Mercedes-AMG Petronas F1 Team158p
5Scuderia Ferrari156p