Haas-chef med klar tale efter Magnussen-tvang
Günther Steiner, teamchef for Haas, er overbevist om, at Kevin Magnussen kunne have kørt videre med de skader, han havde fået i Ungarn.
To gange i denne sæson har Kevin Magnussen fået et løb ødelagt takket være en beskadiget frontvinge.
Ikke fordi han ikke kunne køre, men fordi løbsledelsen vurderede, at skaderne på Haas-danskerens racer var til fare for andre.
Under løbet i Canada i juni og i Ungarn tidligere på måneden blev danskeren således tvunget til at køre i pit for at få skiftet sin frontvinge af løbskommissærerne, der også kaldes race control.
Magnussens teamchef, Günther Steiner, har mere end svært ved at forstå, hvorfor han ikke fik lov til at køre uforstyrret under det seneste grandprix.
- Der var absolut ingen grund til det sort-orange (tvunget pitstop, red.) flag i Ungarn.
- Teamcheferne havde sammen med race control aftalt, at race control skulle ringe til det pågældende hold og spørge, hvad det tænker om skaderne på bilen, fordi holdet ved mere om, hvordan bilen er bygget, end race control gør, siger Günther Steiner ifølge tysk Sky Sports.
I Budapest, hvor det ungarske grandprix blev kørt, havde Kevin Magnussen en mindre kollision med en anden kører, hvilket forårsagede en mindre skade på frontvingens højre side.
Vil pointere det efter pausen
Den 29-årige dansker havde ellers fået en god start og taget flere placeringer, inden han altså blev tvunget til et tidligt pitstop. Det sendte ham så langt tilbage, at mulighederne for at køre sig til pointene reelt var væk.
Det samme var tilfældet i Canada, hvor Kevin Magnussen ligeledes sluttede langt fra point.
Nu kræver Günther Steiner ændringer i reglementet, så der skal mere til, før en kører vil blive tvunget til et pitstop for at få udbedret skaderne.
- Jeg vil pointere det efter sommerpausen, at det ikke er korrekt. Da vi havde inspiceret den ødelagte del, viste det sig, at der ikke var nogen grund til det (at give Magnussen det sort-orange flag, red.). Der var ikke nogen risiko for, at det skulle falde fra hinanden eller skade nogen, og det ødelagde vores løb.
- Jeg synes, det var en forkert beslutning, siger den karismatiske italiener.
Formel 1-sæsonen fortsætter i den sidste weekend af august, hvor Magnussen og resten af feltet lægger vejen forbi Spa-banen i Belgien.
Kevin Magnussen har i løbet af sæsonens 13 første grandprixer scoret 22 point.