Formel 1

Magnussen på afveje, da Verstappen triumferede

Den danske Haas-kører Kevin Magnussen kørte af banen i Holland i grandprixets tidlige stadie.

Kevin Magnussen endte uden for pointene i søndagens Formel 1-grandprix i Holland.

Det blev til en placering som nummer 15 for den danske Haas-kører efter et vanskeligt løb over 72 omgange på Zandvoort-banen. Danskeren åbnede løbet med at køre af banen og gjorde det således vanskeligt for sig selv.

Mick Schumacher formåede heller ikke at køre point hjem til Haas. Tyskeren blev nummer 13.

Vinder af grandprixet bliver Red Bull-køreren Max Verstappen.

Verstappen skulle dog forsvare sig over for Mercedes-køreren Lewis Hamilton, der med en modig dækstrategi en kort overgang lå nummer et med lidt over 12 omgange tilbage.

Mens der blev udkæmpet en hård kamp om podieplaceringerne, lå Magnussen længere nede i feltet og kørte sit eget anonyme ræs.

Magnunssen på afveje i omgang tre

Magnussen, der startede som nummer 18, avancerede fra start flere placeringer og kom op som nummer 15.

Men på tredje omgang kørte Magnussen af banen og fik kontakt med barrieren. Han styrede Haas-bilen tilbage på banen og var i stand til at køre videre.

Manøvren kostede tid og betød, at Magnussen raslede helt ned som nummer 20 på sidstepladsen.

Herfra skulle danskeren bruge resten af løbet på at pynte på slutplaceringen, og det lykkedes at ende som nummer 15.

Safetycar skabte spændning

Efter Verstappen, som vandt løbet for andet år i træk, blev George Russell fra Mercedes nummer to, mens Ferraris Charles Leclerc kom ind over målstregen som treer. Hamilton blev firer.

Den største spænding kom med 12 omgange tilbage, hvor løbet blev sluppet fri efter en safetycar. Lewis Hamilton havde taget føringen, da han havde valgt ikke at gå i pit med sine slidte dæk.

På de nye bløde dæk var det dog ingen sag for Verstappen at overhale Hamilton med det samme. Og den 24-årige hollænder holdt førstepladsen hele vejen til mål.

Søndagens løb i Holland var nummer 15 ud af i alt 22 i sæsonen. Sidste år var løbet i Holland tilbage på Formel 1-kalenderen efter en pause på 36 år.