Formel 1

Tidligere Formel 1-verdensmester med kækt svar

Jenson Button er ikke uden humor på de sociale medier.

Der er kun én, der har været en bedre teamkollega til Fernando Alonso i Formel 1 end Esteban Ocon, og det er Lewis Hamilton.

Det mener Ocon selv ifølge det store motorsportsmedie Autosport.

På det sociale medie Twitter har Autosport gengivet Ocons ord og spurgt sine næsten 500.000 følgere, om de er enige med Ocon. Flere har besvaret spørgsmålet, men særligt ét svar vækker opsigt.

Det kommer fra den tidligere Formel 1-verdensmester Jenson Button:

- Der må jeg være uenig, skriver Button.

Et svar som næsten 25.000 twitterbrugere har liket.

Alonso med ros til Button

Jenson Button og Fernando Alonso var teamkollegaer hos McLaren i 2015 og 2016. I det første år scorede Button fem point flere end Alonso, mens Alonso var klart bedre året efter.

Ifølge PlanetF1 sagde Alonso i sine fælles McLaren-dage med Button, at "for mig, er han (Jenson Button, red.) formentligt den bedste holdkammerat, jeg har haft".

Button har derfor al mulig grund til at bestride Ocons synspunkt om, at kun Hamilton har været et bedre match for Alonso end ham selv.

Esteban Ocon og Fernando Alonso har siden 2021 været teamkollegaer hos Alpine, men næste år skifter Alonso til Aston Martin som afløser for Sebastian Vettel, der indstiller sin Formel 1-karriere.