Formel 1

Verstappen ovenud lykkelig over sejrsrekord

Red Bulls Max Verstappen glæder sig over at have slået rekord for antal sejre i en enkelt Formel 1-sæson.

Der er glæde at spore hos Max Verstappen, som i Mexico søndag aften tog sin 14. sejr i den indeværende Formel 1-sæson, hvilket er rekord.

Hollænderen startede forrest i feltet, inden han kørte over målstregen 15,186 sekunder foran Mercedes' Lewis Hamilton.

- Det har været et helt fantastisk år indtil videre. Vi nyder det helt bestemt, og vi prøver at vinde endnu mere, siger han til nyhedsbureauet Reuters.

Max Verstappen er for længst blevet udnævnt som verdensmester i denne sæsons Formel 1, efter at det 9. oktober blev umuligt for de andre kørere at hente ham i tabellen.

Det var i den amerikanske by Austin, at Verstappen 23. oktober tangerede den rekord, som først blev sat af tyske Michael Schumacher i 2004 og senere matchet af Sebastian Vettel ni år senere.

Rekorden stod på 13 sejre i en enkelt sæson. Det hører dog med til den historie, at der i år er 22 grandprixer i Formel 1-sæsonen. I 2013 var der kun 19 og i 2004 var der 18.

Det betyder, at Schumacher vandt 72,2 procent af grandprixerne i 2004. Vettel kunne i 2013 notere sig for en sejrsprocent på 68,4.

Max Verstappen skal vinde to løb mere i årets sæson for at slå de to på sejrsprocenten.